Nye refusionsregler betyder, at kommunerne belønnes for hurtig aktivering af langtidssyge. FOA advarer
Langtidssygemeldte risikerer at blive presset hurtigere tilbage i job, end det sker i dag.
Det frygter Ann Schneider, socialrådgiver i FOA Aalborg, bliver konsekvensen af nye regler for refusion af udgifter til sygedagpenge, som trådte i kraft 1. januar.
- En kommune har nu klart en interesse i, at sygedagpenge bliver udbetalt i så kort en periode som muligt. Man kan populært sige, at kommunen straffes, jo længere tid folk er syge.
Sådan siger den nordjyske socialrådgiver med henvisning til, at kommunerne efter otte ugers sygdom fremover kun får refunderet 35 procent af sygedagpengene fra staten. Inden lovændringen drejede det sig om halvdelen.
- Vi er meget betænkelige ved, at man ændrer på refusionsreglerne. Det gælder også reglen om, at staten refunderer 65 procent af udgifterne, hvis den sygemeldte aktiveres, siger Mona Striib, næstformand i forbundet FOA til Arbejderen.
Hun understreger, at FOA støtter en tidlig indsats, der skal være med til at sikre den sygemeldtes eventuelle tilbagevenden til arbejdsmarkedet.
- Samtidig finder vi det uklædeligt, at der er lagt et økonomisk incitament over sygedagpengeloven, og at økonomien spiller så stor en rolle, lyder det fra Mona Striib.
Hun understreger, at FOA vil holde et skarpt øje med, at det ikke bliver økonomien men hensynet til den langtidssyge, der bliver afgørende for indsatsen.
Regler for refusion:
0-4 uger: Staten refunderer kommunernes udgifter til sygedagpenge med 100 procent.
5-8 uger: Staten refunderer 50 procent.
Efter 8. uge: Kommunerne får 65 procent af udgifterne retur, hvis den sygemeldte aktiveres. Ellers sættes refusionen ned til 35 procent.
Efter 52 uger står kommunerne med alle udgifterne.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278