26 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

- Vi vil ikke genstarte kapitalismen

- Vi vil ikke genstarte kapitalismen

Torsdag, 10. december, 2009, 00:00:00

Unge klimaaktivister fra en række lande er utilfredse med, at klimatopmødet risikerer at blive en ¤¤genstart af kapitalismen¤¤

Klimaanlægget er ved en fejl slået til i Rødt Rum på det alternative klimaforum i DGI-byen i København - og det larmer infernalsk, så det af og til er svært at høre de 70 unge aktivisters diskussionen om kapitalismen og klimakrisen.
Bag et bord sidder tre oplægsholdere fra den britiske klimabevægelse, UK Climate Camp.
- Nogle er kommet til det officielle klimatopmøde i Bella Centret for at rekonstruere kapitalismen til en slags 'Kapitalisme version 2.' Det dur ikke med en socialdemokratisk finish hen over kapitalismens sprækker, siger den ene oplægsholder, André Pusey fra UK Climate Camp.
Han mener, at klimatopmødet forsøger at genstarte kapitalismen, der er inde i en krise og erklærer, at der er brug for 'system change - not climatechange (systemforandring - ikke klimaforandring).
- Kapitalismen leder ikke bare klimaet mod katastrofe. Selve kapitalismen er katastrofal, slår en af de andre oplægsholdere Gary Glass fast.
Han er også med i UK Climate Camp og Climate Justice Action. Sidstnævnte er et internationalt netværk af klimaaktivister.
Den tredie oplægsholder, Tadzio Müller fra Climate Justice Action, uddyber, mens tilhørerne rykker rundt og puster i varmen.
- Selve problemet for kapitalismen er, at en masse overskydende kapital kører rundt i systemet uden, at kunne komme ud et eller andet sted. Der er vandkrise, fødevarekrise og en krise for biosystemet, siger Tadzio Müller.
En tilhører fra Kenya lytter intensivt, mens en japaner taster løs på sin laptop, en midaldrende amerikaner nikker og to franskmænd rynker pande - mest af alt nok fordi det engelske flyder vanvittig hurtigt fra oplægsholderne.
- FN-topmødet i Bella Centret vil ikke løse klimaproblemet. Der har været 15 topmøder forud for mødet derude. Det nytter ikke noget, siger Tadzio Müller. Han mener, at kun en nedgang i industriens produktion for alvor kan få has på CO2-udslippet.
- I Sovjetunionen. gik CO2-udslippet 40 procent ned, da industrien gik i stå omkring 1990 ved østblokkens opløstes, siger han.
Han vil have alle kulkraftværker i verden lukket. Landbrugseksporten skal stoppes. WTO (Verdenshandelsorganisationen) skal nedlægges. Decentral, alternativ energi skal prioriteres helt i top, mens den industrialiserede verden skal betale sin økologiske gæld til den tredie verden tilbage i kroner og øre og udviklingshjælp.
Tilhørerne nikker, men da de tre aktivister taler om at konfrontere systemet og politiets afspærring om Bella Centret ved en aktion den 16. december, begynder rynkerne i panden at komme frem.
- Jamen, vi spænder ben for hinanden, selvom vi kæmper sammen mod den fælles fjende. Hvorfor går I ud i en egen demonstration, der vil aflede opmærksomheden fra de store klimaprotester, siger Louise Nygaard Sørensen fra København, der selv vil slutte op om den brede demonstration den 12. december.
- Vi bliver nødt til at kræve plads og rum fra systemet den 16. december, svarer Tadzio Müller fra Climate Justice Action, der dog også oplyser, at bevægelsen vil deltage i en egen blok til demonstrationen den 12. december.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. dec. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:07

Indland