Kampen mod udlicitering af kommunale opgaver til private er i centrum, når Kommunistisk Parti i Danmark og Danmarks Kommunistiske Parti stiller op til kommunalvalget
Kommunisterne vil kæmpe for, at de opgaver, der er blevet udliciteret til private firmaer, kommer tilbage til kommunerne. Det er deres hovedfokus i valgkampen op til kommunal- og regionsvalget den 17. november.
Kommunistisk Parti i Danmark (KPiD) og Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) stiller sammen op på listen 'kommunisterne' i København og Region Hovedstaden. I Århus, Vesthimmerland, Albertslund og Ballerup stiller KPiD alene op under samme navn. I København og Albertslund hedder listen K, mens den i resten af landet har fået bogstav R.
Opgaver tilbage til kommunerne
Kommunisterne mener, at kommunerne i stedet for at sende opgave i udbud skal klare dem selv.
- Tidligere havde kommunen egne håndværksafdelinger, der beskæftigede folk med at tage sig af vedligehold, kørsel, kloakker og den slags. Nu er de afdelinger nedlagt og opgaverne udliciteret, forklarer kommunisternes spidskandidat til Borgerrepræsentationen i København og Region Hovedstaden, Betty Frydensbjerg Carlsson, til Arbejderen.
Hun vil have håndværksafdelingerne genoprettet og have opgaverne tilbage til kommunerne, så de slipper vi for at betale profit til private selskaber. Det samme ønsker kommunisterne i Århus.
- Hvis kommunens håndværksafdelinger også får deres egen indkøbscentral, så undgår vi det fordyrende mellemled, og der kan vi også spare mange penge, mener Peter Just, spidskandidat for kommunisterne til Århus Byråd.
Hvis der er opgaver, kommunerne ikke kan klare selv og bliver nødt til at udlicitere, har kommunisterne tre krav til de virksomheder, der skal udføre opgaverne.
- Vi kræver, at virksomhederne beskæftiger lokal arbejdskraft, at de har overenskomst, og at de opretter lærerpladser, forklarer Betty Frydensbjerg Carlsson.
Gang i beskæftigelsen
Kommunale håndværksafdelinger kan også være med til at sætte gang i beskæftigelsen, mener kommunisterne. I Århus foreslår de, at kommunen ansætter folk til at bygge ungdomsboliger til en husleje, de unge kan betale.
- Og København er jo fuldstændig nedslidt, så der skulle være nok at gå i gang med, mener Betty Frydensbjerg Carlsson. Man kunne for eksempel starte med at renovere og bygge nye plejehjem, ældreboliger, skoler og daginstitutioner, renovere skolegårde og legepladser og reparere vejene, foreslår hun.
- Den økonomiske krise gør, at kommunerne får halveret deres indtægt, fordi skattegrundlaget svinder, når arbejdsløsheden stiger. Derfor vil vi have kommunerne til at sætte beskæftigelsen i gang, forklarer Betty Frydensbjerg Carlsson. Hun mener, at udgifterne til renovering og nybyggeri vil tjene sig selv ind igen, hvis der kommer gang i beskæftigelsen.
- Arbejdsløshed er meget dyrt både for det enkelte menneske og for kommunen. Mindskes arbejdsløsheden, vil skattegrundlaget stige og de sociale udgifter falde. Der kan derfor betale sig for kommunen, mener hun.
Helt grundlæggende set mener kommunisterne, at regeringen skal blande sig uden om kommunernes og regionernes økonomi.
Trafikkaos
I Århus har kommunisterne også mange andre fokuspunkter. Et af dem er den offentlige trafik.
- Vi har fuldstændig trafikkaos i Århus, hvor bilerne holder i lange køer med en person i hver bil. Derfor vil vi sætte den offentlige trafik under lup. Vi har brug for et reelt alternativ til privatbilismen, siger Peter Just.
Kommunisterne vil have udbygget den offentlige trafik, så busser og tog kommer til at køre med fem minutters intervaller. Al offentlig trafik skal være gratis, og det skal finansieres over skatten, mener de.
Et andet fokuspunkt er mere kvalitet i de offentlige tilbud. Det betyder færre elever i folkeskoleklasserne, så der bliver bedre plads til de svage elever. Der skal være flere voksne til at passe børnene i børnehaver og vuggestuer, og så skal der være et gratis og sundt dagligt måltid mad i alle skoler og daginstitutioner.
- Vi skal også have bedre pleje og omsorg til de ældre. Vi kan ikke finde os i den behandling, man giver vores ældre i dag, mener Peter Just. En sidste ting, han vil kæmpe for at sætte på dagsordenen, er kultur.
- Vi har alle de faciliteter, der skal til, for at lave kulturelle tilbud til byens borgere, men de bliver ikke brugt. Alle skolerne stå tomme efter klokken 15, vi kan sagtens udnytte for eksempel deres musiklokaler og idrætshaller bedre, siger han og understreger, at kommunisterne vil gøre det gratis at gå til sport, indtil man fylder 18 år.
- Det er utroligt dyrt at betale for, at ens børn går til sport i dag, især hvis man har mange børn. Hvis det blev gratis, ville mange børn og unge komme væk fra gaderne og ind i nogle sunde fællesskaber i stedet, mener han.
KPiD og DKP
KPiD og DKP stiller op til valg den 17. november for at bekæmpe markedsgørelse og privatisering.
KPiD og DKP stiller op i Københavns Kommune på liste K og i Region Hovedstaden på liste R.
KPiD stiller op i Albertslund på liste K og i Århus, Vesthimmerland og Ballerup på liste R.
Alle listerne er i valgforbund med Enhedslisten. I København og Albertslund er blandt andet SF også med i valgforbundet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278