01 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Stilladsfolk frygter uropakke

Stilladsfolk frygter uropakke

Fredag, 30. oktober, 2009, 00:00:00

Næste uge står i uropakkens tegn: Folketinget første-behandler loven - og udenfor de bonede gulve arrangeres en kritisk høring og demonstration

De københavnske stilladsarbejdere vil se de politikere i øjnene, som på onsdag starter førstebehandlingen af justitsministerens såkaldte uropakke.
Derfor har stilladsarbejderne bedt om foretræde for Folketingets Retsudvalg:
- Vi vil vise vores ansigter. Politikerne skal se, hvem vi er. De skal vide, at vi ikke er så farlige, som de går rundt og tror. Det er rigtigt, at vi indimellem laver en aktion - eksempelvis stopper trafikken i 15 minutter - som vi godt ved, er ulovlig. Men det kan være nødvendigt for at råbe arbejdsgivere og politikere op, siger John Jakobsen, formand for stilladsarbejderne i København til Arbejderen.
Han frygter, at uropakken, som justitsministeren fremlagde i går, vil lægge gift ud for den danske model og de fredelige løsninger, som arbejdsmarkedets parter laver.
John Jakobsen henviser til en situation i 2003, hvor Arbejdstilsynet kom med nye regler for at mindske nedslidningen i stilladsbranchen. Arbejdsgiverne ville ikke diskutere de nye regler. Så mødte flere hundrede stilladsarbejdere i deres lastbiler op foran Dansk Industris bygning.
Efter den fredelige aktion ville arbejdsgiverne alligevel gerne indgå i en konstruktiv dialog. Og i dag findes der en handlingsplan for stilladsarbejdernes arbejdsmiljø, som er unik for byggebranchen.
- Vi frygter, at den nye lov vil afholde aktive fra at deltage i sådan en aktion, fordi folk frygter kæmpe bøder og fængselsstraf. Dermed rammer loven de fagligt aktive, som er en forudsætning for den meget roste 'danske model'. Den model forudsætter et aktivt arbejdsmarked. Og et aktivt arbejdsmarked indebærer fagligt aktive, som fastholder presset på dem, som vil sno sig uden om regler og aftaler, uddyber John Jakobsen.
Ikke kun stilladsarbejderne er på barrikaderne: På tirsdag den 3. november arrangerer Center for Rets- og Politiforskning en kritisk høring om konsekvenserne af uropakken.
Endelig er der demonstration mod uropakken eller lømmelpakken, som den også kaldes, på onsdag den 4. november, hvor loven førstebehandles. Den går fra Blågårds Plads klokken 16 til Christiansborg Slotsplads.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. okt. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:07

Indland