01 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Traktat-sag ankes til Højesteret

Traktat-sag ankes til Højesteret

Torsdag, 29. oktober, 2009, 00:00:00

Statsministeren og udenrigsministeren kan ånde lettet op. De slipper i første omgang for en retssag om Lissabon-traktaten. Men sagen er anket

Vi anker til Højesteret.
Sådan lød meldingen fra advokat Ole Krarup og de 38 sagsøgere, som i går fik afvist deres sag i Østre Landsret.
EU`s Lissabon-traktat har ikke 'indgribende betydning' på danskernes dagligdag. Derfor har de 38 borgere ingen 'retslig interesse' i at hive statsministeren og udenrigsministeren i retten og anklage dem for at regeringen har tilsluttet Danmark til Lissabon-traktaten uden at spørge befolkningen først.
Det besluttede tre dommere i Østre Landsret i går.
Ifølge dommen indebærer Lissabon-traktaten 'ikke overførsel af myndighedsbeføjelser inden for en række almene og væsentlige livsområder!'
Juraprofessor og advokat for de 38 borgere, Ole Krarup, undrer sig over dommen:
- Det er meget underligt at den traktat, som regeringen mente ville få afgørende betydning for hele Europa, nu pludselig ingen betydning har for den enkelte borger. Det er jo selvmodsigende, lyder Ole Krarups umiddelbare reaktion på dommen.
Statsministerens og udenrigsministerens forsvarer, kammeradvokat Peter Biering har ingen kommentar til Ole Krarups betragtninger:
- Det er et politisk spørgsmål. Det må du snakke med politikerne om. Jeg beskæftiger mig kun med jura, siger kammeradvokaten til Arbejderen.
Landsretten afviser sagsøgernes eksempler på, at Lissabon-traktaten overfører mere magt til EU på bekostning af den danske grundlov: Eksempelvis får EU-borgerne med traktaten en række fælles rettigheder indenfor sundhed, det sociale område og arbejdsmarkedet. Umiddelbart lyder det o.k., men det betyder, at EU fremover kan lovgive indenfor områderne, advarer Ole Krarup.
- Det er altså en voldsom udvidelse af EU magt. Desværre gør landsretten sig ikke de dybere juridiske overvejelser om dette. Men lad os håbe på Højesteret går mere i dybden, siger Ole Krarup.
Kammeradvokaten er enig i, at nye områder skrives ind i forfatningen.
- Det er rigtigt, at EF-domstolen fremover kan fortolke disse rettigheder. Men det er der ikke noget nyt i. Allerede i dag tager EF-domstolen stilling indenfor det sociale område og på arbejdsmarkedet. Lissabon-traktaten tydeliggør bare dette ved at skrive rettighederne ind i traktaten, siger kammeradvokaten til Arbejderen.

Du kan læse et resume af dommen på www.domstol.dk/oestrelandsret eller downloade det nedenfor

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. okt. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:07

Indland