Projekt UDENFOR`s mobile café får kontakt til nogle af de gadehjemløse, som ingen andre projekter når. For Maj Kastanje var det sværeste at vænne sig til som frivillig, at der ikke er planer for brugerne
Fem dage om ugen året rundt kører Den Mobile Café ud fra projekt UDENFOR med 50 portioner god, hjemmelavet mad, kaffe, tøj, soveposer og ofte også sygepleje, lægehjælp og dyrlægehjælp til de hjemløses hunde.
- Vi har nogle helt unikke muligheder for at komme i kontakt med mennesker, der ellers skyr systemet, fortæller Maj Kastanje, projektmedarbejder i UDENFOR og en af de godt 35 frivillige i Den Mobile Café.
På gaden mødes Den Mobile Café med nogle af de 2-300 gadehjemløse i København. Hen over den varme chili con carne eller kartofler med sovs er det tit lettere at snakke om sine problemer end ved en socialrådgivers skranke.
- Der bliver skabt en tillid, fordi vi ikke stiller krav. Begge parter har mulighed for at komme og gå som vi vil. Det betyder også meget, at vi er frivillige. Så ved de, at vi kommer der af lyst, og ikke fordi, vi får penge for det. Det giver en gensidig respekt, siger Maj Kastanje.
Mange kompetencer
Mange af Den Mobile Cafés brugere går på et tidspunkt videre til kontakt med Projekt UDENFOR`s gadeplansmedarbejdere, der kan hjælpe med støtte til at komme ud af hjemløsheden.
- Vi supplerer hinanden. Når vi kommer hjem fra tur, skriver vi en lille dagbog, om hvem vi har set, om der er nogle nye hjemløse eller nogle, der skal opsøges af gadeplansmedarbejderne. På samme måde er det tit, de beder os om at køre forbi og stille en kop kaffe hos en ny som et første forsøg på at skabe kontakt, forklarer Maj Kastanje.
Som mange andre af de, der arbejder i projekt UDENFOR, spænder Maj Kastanjes kompetencer vidt. Ud over at være frivillig i Den Mobile Café er hun også kandidat i internationale udviklingsstudier og folkesundhedsvidenskab, og forsker i forholdene for udenlandske hjemløse i Danmark.
For hende var den største udfordring ved at starte som frivilllig i Den Mobile Café at vænne sig til, at der ikke blev lagt planer for brugerne.
- Jeg kan tydeligt huske, da jeg havde kørt som frivillig i nogle måneder, og spurgte en af gadeplansmedarbejderne om, hvad deres plan var for en bestemt bruger. For jeg havde jo en masse gode idéer til, hvad han var parat til - nu virker det helt latterligt, fordi jeg ved, at det ikke virker, siger Maj Kastanje.
- Hvis man har lagt en plan, er man allerede kommet på vildspor. Man er nødt til at erkende, at man også skal have respekt for mennesker, der lever på gaden, og respekt for deres grunde til at vælge, som de gør. Det kommer der resultater ud af, fastslår hun.
Manden under Langebro
Preben Brandt fortæller om en bruger, der startede med at bo under Langebro, hvor Den Mobile Café satte en kop kaffe og en portion mad af til ham. På et tidspunkt spurgte han, om de ikke bare kunne stille maden til ham, når han ikke var 'hjemme' under broen - og så var den første kontakt etableret.
Det viste sig, at han havde en uopdaget psykisk sygdom, som projekt UDENFOR`s sundhedsteam kunne hjælpe med, og i dag bor han i sin egen lejlighed på Amager.
- Alle mennesker har grunde til deres handlinger, uanset om det er dig eller mig eller en, der bor på gaden og gør noget, der ser fuldstændig vanvittigt ud i vores øjne. Og hvis man ikke tager sig tid og tålmodighed tli at sætte sig ind i den persons situation, kommer man aldrig nogen sinde til at forstå de valg. Men hvis man gør, så kan man også være med hele vejen og hjælpe med at støtte de valg til at blive til noget godt, siger Maj Kastanje.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278