Krisen og et arbejds-marked totalt åbent for billig arbejdskraft kommer til at påvirke OK-forhandlingerne, mener tillidsfolk bag mandagens konference
Arbejdsgiverne vil benytte sig af den internationale krise under forhandlingerne om nye overenskomster på det private arbejdsmarked.
Det er Bjarne Høpner, formand for 3F Lager, Post og Service, København, overbevist om.
- Krise eller ej, så har arbejdsgiverne aldrig været villige til at give lønforbedringer. Der er aldrig råd, hvis man spørger arbejdsgiverne, siger han til Arbejderen.
Den københavnske fagforeningsformand mener dog ikke, det skal forhindre lønmodtagerne i at stille lønkrav til forhandlingerne.
Samtidig erkender Bjarne Høpner, at forhandlingerne kommer til at foregå under helt andre omstændigheder end i 2007. Han tænker ikke kun på krisen, hvor stigende arbejdsløshed er med til at lægge et voldsomt pres på overenskomsterne.
- Et gennemgående tema for overenskomstforhandlingerne bliver den sociale forpligtigelse. Vi kan lave nok så gode overenskomster, hvis ikke arbejdsgiverne skal kunne holdes ansvarlige for, at også underleverandører har de overenskomstmæssige forhold i orden, mener Bjarne Høpner.
Han er med i OK-2010 Initiativet, der kalder til landsdækkende konference på mandag. Konferencen skal være med til at klæde tillidsfolk og fagligt aktive på til de forestående forhandlinger.
Konkret eksempel
De ansatte i Danish Crown er blandt de lønmodtagere, der helt konkret oplever pres på løn og overenskomster. Slagterigiganten har forlangt lønreduktion på 20 procent, hvis de ansatte skal undgå massefyringer og at der flyttes yderligere produktion til udlandet.
- I sidste ende redder vi ikke arbejdspladserne ved at gå ned i løn. Så hellere bevare 6000 gode arbejdspladser end 10.000 dårlige, mener Lars Mose, fællesstillidsmand på Danish Crowns største slagteri i Horsens.
Han er én af fire oplægsholdere på mandagens konference. Lars Mose vil fortælle historien bag Danish Crowns krav om den voldsomme lønnedgang. Han mener ikke, det alene handler om virksomhedens egen krise, men også om det taktiske spil forud for forhandlingerne om nye overenskomster, fortæller fællestillidsmanden til Arbejderen.
Fire oplæg
Formand for 3F`s Industrigruppe og næstformand i CO-Industri, Børge Frederiksen, er en af de øvrige oplægsholdere. Han skal fortælle om forhandlingerne på minimallønsområdet. Klaus Lorentzen, der er forhandlingssekretær i 3F, kommer ind på forhandlingerne på normallønsområdet, mens Anders Laubjerg fra Skifteholdsinitiativet lægger op til debat om skifteholdsarbejdernes overenskomstkrav.
- Ved OK 2007 blev skifteholdsarbejdernes krav lagt i syltekrukke. Der blev nedsat et udvalg, der skulle undersøge virkningerne af ubekvemme arbejdstider. Dem kender folk, der arbejder på skiftehold, i forvejen. Denne gang vil vi ikke nøjes med snak. Der skal ske reelle forbedringer for skifteholdsarbejderne, siger Bjarne Høpner.
Der er deadline for tilmelding til konferencen i dag.
OK-konference: Mandag den 19. oktober klokken 10-14.30 hos Bygge, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening, Trekronergade 26, København. Se mere på www.ok-2010.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278