03 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Faglige vil med i klimakamp

Faglige vil med i klimakamp

Tirsdag, 13. oktober, 2009, 00:00:00

Danmark har en historisk chance for at gøre noget ved både klimaet og arbejdsløsheden, mener Byggefagenes Samvirke

Bak op om det folkelige Klimaforum09 og den store demonstration den 12. december. Sådan lyder den opfordring, som Fagligt Ansvar netop har sendt ud til sit netværk bestående af mere end 1000 fagforeninger, fagligt aktive og tillidsfolk over hele landet.
- Vi anbefaler, at alle faglige kræfter bakker op om klimademonstrationen den 12. december i København og det folkelige Klimaforum09. Det er vigtigt, at sikre en bred, folkelig og fredelig demonstration, som samler alt, hvad der kan krybe og gå. Klimaet er vigtigt for os alle sammen, siger Finn Sørensen fra Fagligt Ansvars sekretariat.
For øjeblikket arbejder Klimaforum09 på at arrangere et debatmøde målrettet fagbevægelsen. Her skal faglige folk komme med bud på, hvordan man kan gavne både beskæftigelsen og klimaet i ét hug.
Foreløbig er 3F, Metal, Træ-Industri-Byg og LO kommet med bud på, hvordan Danmark kan styrke både beskæftigelsen og klimaet.
Også bygningsarbejderne vil være med til at løse klimaproblemerne: Byggefagenes Samvirke (BS) har netop offentliggjort sine bud på, hvordan byggesektoren kan kastes ind i kampen for et bedre klima. Handlingsplanen gavner både miljøet og arbejdsløsheden, fastslår samvirket.
- Vi skal bruge klimatopmødet til at komme med vores bud på, hvad politikerne kan gøre for at fremme mere klimavenligt byggeri. Det gavner både miljøet, den almindelige dansker og beskæftigelsen, siger Claus Westergreen, faglig sekretær i Bygge, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening, der er en del af BS.
Konkret foreslår bygningsarbejderne, at offentlige investeringer til renovering af skoler, plejehjem og andre offentlige institutioner, bliver fremrykket.
Herudover skal det offentlige bidrage med flere praktikpladser og de private virksomheder skal tvinges til at stille de nødvendige pladser til rådighed. Og så skal klimaindsatsen indarbejdes i uddannelsen, så den nye generation af unge håndværkere fra start lærer klimasikring og energirigtigt byggeri.
I sidste uge mødtes de arbejdsløse bygningsarbejdere for at komme med bud på, hvordan de kan komme ind i klimakampen. De arbejdsløse vil blandt andet deltage i den store demonstration den 12. december. De arbejder med at lave særlig faglig blok og få andre bygningsarbejdere med den dag.

www.klimaforum09.org

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. okt. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:07

Indland