Regeringen ønsker mere konkurrence mellem offentlige og private og patienterne hurtigere gennem systemet. Ny sundhedspakke fremlagt i går
Hospitalerne skal konkurrere mere, og patienterne skal sluses hurtigere gennem systemet.
Det er en af grundstenene i regeringens nye sundhedspakke, som sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) fremlagde i går.
- Sundhedsplanen skal sikre fair konkurrence med patienten i centrum, siger ministeren.
Med sundhedsplanen ønsker regeringen, at konkurrencen mellem offentlige og private sygehuse fremmes. Blandt andet skal det frie sygehusvalg mellem offentlige og private udvides til også at omfatte de diagnostiske undersøgelser, som de praktiserende læger og speciallægerne henviser til.
Som en indrømmelse til den voldsomme kritik af overbetalingen på de private sygehuse, skal deres priser fremover forhandles med udgangspunkt i omkostningerne på de mest effektive offentlige hospitaler.
- Vi meget positive overfor, at regeringen vil give regionerne stærkere redskaber til at forhandle med de private aktører. Men regeringens forslag ændrer ikke på, at det offentlige sundhedsvæsen med fri og lige adgang er under pres, siger formand i Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, til Arbejderen.
Konkurrencen skal også øges mellem hospitalerne og regionerne i det offentlige. Fra 2011 skal antallet af behandlede patienter have større vægt i afregningen af sygehusene og regeringen vil ændre styringen af regionerne, så den fremover baseres på de resultater, der giver 'mere sundhed for pengene'. Det skal sikre billigere og hurtigere patientforløb.
- Regeringen ønsker effektivitet på akkord. Det skal kunne betale sig for både regionerne og kommunerne at få flest muligt mennesker hurtigst muligt gennem sundhedssystemet. Risikoen er, at kvaliteten ryger på bekostning af tempoet, siger Enhedslistens sundhedsordfører, Per Clausen, til Arbejderen.
Regeringen peger på, at der er op til ti procents forskel på produktiviteten i regionerne, og mener det giver store muligheder for at effektivisere.
Sundhedspakken
1. Ny sygehusstruktur.
2. Sygehuse, der behandler flest og hurtigst, skal belønnes.
3. Kommuner skal forebygge bedre og belønnes, hvis indlæggelser og sygdom undgås.
4. Ny satspuljefinansieret handlingsplan for psykiatrien.
5. Nye planer for kræft- og hjerteområdet.
6. Flere ydelser i udbud og ændrede takster til de private.
7. Ny handlingsplan for forebyggelse med blandt andet højere afgifter på tobak og slik.
8. Patientklagesystemet skal samles under en ny patientombudsmand.
Læs mere på www.sum.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278