Regeringens sundhedspolitik ligner en bevidst transfusion af ressourcer fra det offentlige til det private sundhedsvæsen, advarer fagforeningsfolk

Behandlingsgaranti, supersygehuse og hjertepakker! Siden 2001 har VK-regeringen med en række tiltag vendt op og ned på det danske sundhedsvæsen.
Selvom tiltagene på overfladen ikke hænger sammen, peger de alle i den samme retning: Markedsgørelse og privatisering. Det mener Dennis Kristensen, formand for fagforbundet FOA, hvis medlemmer er blevet særlig hårdt ramt af massefyringerne på hospitalerne.
- Før strukturreformen i 2007 blev hospitalernes økonomi planlagt som en ramme, der tog udgangspunkt i en lægelig vurdering af, hvad der var behov for, og hvad der var vigtigst at behandle først. Men nu følger pengene patienten gennem en takst. Patienterne har fået ret til at vælge private sygehuse, hvis de skal vente for længe på de offentlige. Og da de offentlige hospitaler samtidig presses på økonomien, betyder det, at flere og flere patienter tager pengene med fra de offentlige hospitaler over på de private, siger han til Arbejderen.
Dennis Kristensen har undersøgt udviklingen på sundhedsområdet, som han sammenligner med indførelsen af frit valg i ældreplejen.
Udgifterne til sundhedssektoren stiger, både fordi vi får flere ældre, flere behandlingsmetoder og dyrere medicin, og det kan man jo ikke klandre regeringen for, siger han.
Men samtlige andre mekanismer, der trækker penge ud af sundhedssystemet, kan føres tilbage til regeringens politiske tiltag på sundhedsområdet, og det begynder at ligne en tanke, påpeger Dennis Kristensen.
- Det ligner en bevidst strategi for at få skabt et statsstøttet, privat sundhedsmarked. Men i stedet for at tage beslutningen om privatisering i folketingssalen, og derved skulle igennem en demokratisk debat, får man borgerne til selv at vandre fra de offentlige hospitaler til de private med pengene i lommen, påpeger FOA-formanden.
Hans analyse vinder genklang hos Kristina Robins, næstformand for Dansk Sygeplejeråd i Kreds Hovedstaden.
Hun peger på behandlingsgarantien, som den mest drænende faktor i det offentlige sundhedsvæsen.
- Selvfølgelig skal der ikke være ventetid på livsvigtige behandlinger. Men garantien gælder også behandlinger, som sagtens kan vente, og da der ikke er ressourcer nok til at behandle alle inden for en måned, bliver sygehusene uundgåeligt nødt til at sende patienter videre til det private til overpris, siger Kristina Robins, som Arbejderen fanger mellem to forskellige stormøder for massefyrede sygeplejersker i Region Hovedstaden.
- Konsekvenserne af det systematiske dræn ser vi nu med massefyringerne og den situation, det efterlader på hospitalerne. Jeg hører dagligt fra sygeplejersker, som siger, at sundhedsvæsenet er ved at falde helt fra hinanden. 'Vi er heldige, at patienterne på afdelingen bliver dårlige på forskudte tidspunkter, for hvis de blev det på en gang, ville vi simpelt hen ikke kunne nå dem alle, og så ville det måske koste liv', siger de, og så får de tårer i øjnene, fortæller Kristina Robins.