06 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Lærlinge vil i fagforening

Lærlinge vil i fagforening

Tirsdag, 09. februar, 2010, 00:00:00

3F`s unge vil have noget ud af OK-forhandlingerne. Så bliver det også lettere at få nye medlemmer, mener unge lærlinge, samlet på kursus i weekenden

Hvis der ikke er penge til svendene, så giv noget til lærlingene.
Det er Lars Midtgaards konklusion på arbejdsgivernes udmeldinger op til overenskomstforhandlingerne, om at der ikke er råd til lønforhøjelser.
- Lærlingene er blevet snydt ved de sidste mange overenskomstforhandlinger. Det betyder, at skellet mellem en lærlingeløn og en svendeløn er blevet stadig større. Det må kunne lade sig gøre at sørge for lærlingene denne gang, siger Lars Midtgaard, formand for 3F Ungdom til Arbejderen.
Samme opfattelse havde de unge, som i weekenden var samlet på forbundets kursusejendom i Karrebæksminde i Smålandshavet. Her havde 3F Ungdom stablet et kursus på benene henvendt til lærlinge. Fra fredag til søndag havde de mulighed for at blive klogere på, hvad man får ud af at være medlem af en fagforening, hvad en a-kasse er for noget og ikke mindst, hvad en overenskomst går ud på.
Oplagte emner at sætte på dagsorden i et år, hvor der forhandles overenskomster på det private arbejdsmarked, mener 3F Ungdom.
- Det viser sig jo, at unge gerne vil være medlem af en fagforening, hvis de vel at mærke kan se, at de får noget ud af medlemsskabet, understreger Lars Midtgaard.
Han er lige kommet ud fra et besøg på teknisk skole i Køge, da Arbejderen fanger ham på mobilen.
- I en klasse med murere på grundforløbet meldte alle elever sig ind. Det vil sige, der var to, der ikke gjorde, men den ene var medlem i forvejen, og den anden skulle skifte uddannelse og meldes ind hos Metal, fortæller 3FU-formanden.
En af de unge, der brugte sin weekend i Smålandshavet er Christian Thorndal Nielsen. Den unge landbrugslærling indrømmer, at han 'ikke overrender' sin egen fagforening 3F i Fakse. Alligevel har han ikke svært ved at se fornuften i at være organsieret.
- Jeg har selv haft brug for fagforeningen. På et tidpunk var der problemer med min chef, og jeg fik ikke den løn, jeg skulle have. Så gik jeg i fagforeningen, der regnede ud hvor meget, det drejede sig om og også sørgede for, at jeg fik pengene. Nu er alt i orden, siger Christian Thorndal Nielsen til Arbejderen.
Han beskriver weekendens kursus som spændende og har som sidegevisnt fået nogle nye kammerater ud af det.
- Jeg har tit haft lyst til at deltage, når jeg fik brev fra 3F Ungdom, men det ikke altid passet med mit arbejde.Denne gang tænkte jeg, at nu skulle det være.
Går alt vel består Christian Thorndal Nielsen dagens prøve og er færdig med sin uddannelse på fredag. Lykkes det ham ikke ved egen hjælp at finde arbejde, så forventer han at kunne hente hjælp i fagforeningen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. feb. 2010 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:08

Indland