24 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fagbevægelse optrapper konflikt

Fagbevægelse optrapper konflikt

Fredag, 05. februar, 2010, 00:00:00

Stor opbakning til gårsdagens demonstration i Århus mod underbetaling. Konflikten bliver intensiveret de kommende dage

Omkring 70 fagligt aktive mødte tidligt i går morges i bidende kulde op til demonstration foran ejendommen Thunøgade 35 i Århus. Her arbejder mellem otte og tolv polske håndværkere til en timeløn ned til 50 kroner i timen.
- Det var dejligt at opleve den store opbakning. Vi opretholder blokaden og intensiverer aktiviteterne i de kommende dage, siger Claus Salomon Ørskou, faglig sekretær i Træ-Industri-Byg i Århus til Arbejderen.
Den gamle bygning, der tidligere var børnehave, er ved at blive ombygget af Ejendomsselskabet Petra Develop ApS, hvis direktør Danny Kromanne i årevis har fået renoveret flere af sine ejendomme af underbetalte polakker fra firmaet Zaklad Uslug Stolarstwo v/Przemyslaw Sznura.
Przemyslaw Sznura har flere gange afslået at tegne en dansk overenskomst. Derfor har Træ-Industri-Byg og LO indledt sympatikonflikt og blokade mod det polske firma og byggepladsen.
Blokaden kører nu på anden uge. Den daglige blokadevagt klares af arbejdsløse århusianske bygningsarbejdere. Dem er der mange af med en arbejdsløshed på mellem 40 og 50 procent i byggeriet.
- Det er pissekoldt at stå blokadevagt i disse dage, men vi luner os ved den store opbakning, som vi modtager fra folk og naboer i Øgadekvarteret. Vi ønsker at stoppe udnyttelsen af polakkerne i Thunøgade og sikre dem lige vilkår og ansættelser på danske overenskomster, siger den arbejdsløse murersvend Bjarne Thomsen, som er fast blokadevagt.
- Jeg forstår godt vores arbejdsløse medlemmers frustrationer. Jeg ser desværre danske overenskomstdækkede håndværksmestre miste arbejde fordi danske bygherrer laver kontrakter med uorganiserede udenlandske firmaer. Det undergraver det danske arbejdsmarked, tilføjer Claus Salomon Ørskou.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. feb. 2010 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:08

Indland