Søren Impgaard Nielsen er igen kommet i fagforeningernes søgelys. Malerne har fundet tre polske håndværkere uden overenskomst på hans ejendomme
Malernes Fagforening i Storkøbenhavn har efterhånden et anstrengt forhold til Søren Impgaard Nielsen.
I forbindelse med en kortlægning af hans ni udlejningsejendomme er Malernes Fagforening stødt ind i tre polske håndværkere i Nanasgade 14 på Nørrebro i København.
- De oplyser, at de arbejder for 'Pioefektbud', som vi nu forsøger at få en overenskomst med, fortæller Rasmus Gunnarson fra fagforeningen til Arbejderen.
I forvejen er en anden af Søren Impgaard Nielsens ejendomme, Augustagade 12-20 på Amager, omfattet af blokade. Her er 25-30 polakker uden overenskomst i gang med en renoveringsopgave for selskabet IN Ejendomme A/S, som han også ejer.
Her lyder påstanden, at de ansatte er såkaldte arme-ben-firmaer, det vil sige selvstændige håndværkere.
- Men det er en konstruktion, skabt alene for at slippe for at betale skat, sociale ydelser og afregne efter danske overenskomster. Søren Impgaard fralægger sig ethvert ansvar for ordentlige løn og arbejdsvilkår for de her håndværkere ved at lade underentreprenører udføre arbejdet, mener Rasmus Gunnarson.
Med til historien hører, at Søren Impgaard Nielsen ved siden af sin driftige ejendomsforretning er medlem af Hovedbestyrelsen i Ejendomsforeningen Danmark.
- Vi holdt møde med dem i december måned, og de spiller stadig positivt med på den proces for at finde nogle principper for bygherrers anvendelse af udenlandsk arbejdskraft, så vi undgår løndumping, slutter Rasmus Gunnarson.
Rettelse 5.marts
Arbejderen skriver den 2. februar, at Søren Impgaard Nielsen igen er taget i snyderi. Baggrunden er, at Malernes Fagforening har konstateret, at der arbejder polske håndværkere i en af hans ejendomme, Nannasgade 14 på Nørrebro.
Søren Impgaard Nielsen oplyser til Arbejderen, at det er en af hans lejere Samosa Catering, som har ansat polakkerne, og at det derfor ikke er hans ansvar.
Han bekræfter, at han har været bygherre på Augustagade 12-20, hvor polakker uden overenskomst har arbejdet med renoveringen.
- Men jeg snyder ikke, jeg har aldrig snydt, jeg har fulgt alle love og aldrig overtrådt en eneste lov, siger Impgaard til Arbejderen.
Skat er nu ved at undersøge forholdene i Augustagade, hvor Søren Impgaard Nielsen har brugt firmaet NemtogBilligt.eu, som har ansat en række enkeltmandsfirmaer.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278