Syddjurs Kommune lukker tre små skoler som følge af budgetnedskæringer. Det rammer blandt andet mange elever med psykiske diagnoser, som går på de lokale skoler
Når Magnus efter sommerferien skal starte i tredje klasse, skal han vænne sig til nye kammerater, lærere og lokaler. Nedskæringer i kommunen betyder, at Bauneskolen, som han går på i dag, må lukke dørerne, og Magnus skal, ligesom resten af skolens 76 elever, finde en anden skole.
Omvæltningen bliver sværere for Magnus end for de fleste andre børn. Med diagnosen ADHD, som populært kaldes damp, har han brug for tryghed og faste rammer for at kunne håndtere hverdagen.
- På sidste forældremøde fik vi at vide, at Magnus har udviklet sig rigtig meget, netop fordi Bauneskolen har rum til at give ham den støtte, han behøver. Så det er klart, vi er bekymrede for, hvad der skal ske efter sommerferien, fortæller Magnus` far, Torben Andersen, til Arbejderen.
Bauneskolen er en af tre små, lokale skoler i Syddjurs Kommune, som bliver lukket til sommer som følge af kommunens nedskæringer på dette års budget.
Lukningerne ægrer blandt de lærere, som nu må finde nyt arbejde, for de tre skoler er anerkendt i kommunen for deres evne til netop at inkludere børn med problemer og psykiske diagnoser, som Magnus.
- Det, at vi er en lille skole, hvor alle kender hinanden, og at vi har små klasser, betyder, at vi kan inkludere elever i de normale klasser, som ellers skulle gå i specialklasser. Det er både en fagligt og økonomisk ærgerlig beslutning at lukke skolerne, for det bliver meget dyrere for kommunerne at have eleverne i specialklasser, siger Mogens Clausen til Arbejderen.
Han er musiklærer på Bauneskolen og næstformand i Djurs Lærerforening.
For Magnus betyder lukningen, at han må vinke farvel til den støttelærer, som i dag hjælper ham 15 timer om ugen, og at han måske skal flytte til en af kommunens store specialskoler.
- På en specialskole frygter vi, at Magnus vil stagnere, og det kan måske i sidste ende betyde forskellen på, om han får et normalt liv når han er færdig eller ej, siger Torben Andersen.
I alle de tre små byer, der mister deres skoler, har en gruppe forældre besluttet at oprette friskoler i stedet. Magnus forældre overvejer nu, om det også er den rigtige løsning for Magnus.
Bag de røde tal
Arbejderen sætter fokus på konsekvenserne af de stramme budgetter, som netop nu bliver udmøntet i skolelukninger og andre nedskæringer i landets kommuner og regioner. Tip os om nedskæringer i din hverdag på redaktion@arbejderen.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278