Om dagen flakker de østeuropæiske hjemløse omkring i gaderne som usynlige daglejere, systemet ikke må hjælpe. Om natten sover nogle af dem i nødherberget på Nørrebro

- Når man har gået hele dagen på gaden, så er det rart med noget at varme sig på, inden man skal sove.
Bent Sloth rører frysetørret karrysuppe ud i en stor stålgryde, mens Maj Kastanje breder olivengrønne madrasser og soveposer ud over kirkekryptens gulv.
Klokken nærmer sig 22.30 en tirsdag aften, og de tre frivillige venter aftenens rykind på nødherberget for udenlandske hjemløse i Samuelskirken på Nørrebro i København.
- De gæster, der kommer her flere aftener i træk, har navn på deres sovepose. Så er der en lille ting i deres hverdag, der er den samme hver nat. Jeg tror, det er svært for alle andre at forestille sig, hvordan det må være ikke at have et hjem eller et fast sted at sove, siger Maj Kastanje til Arbejderen.
Hun er udsendt fra Projekt Udenfor, en af de syv sociale hjælpeorganisationer som for tredje år i træk er gået sammen om at oprette nødherberget i de kolde vintermåneder. Herberget er målrettet de udenlandske hjemløse, som almindelige herberger og varmestuer har forbud fra regeringen mod at hjælpe.
- Det er et helt klart budskab fra organisationerne, at nød ikke har nogen nationalitet. Du kan ikke bare lade folk ligge i sneen og dø af kulde, uanset hvor de kommer fra, fastslår Maj Kastanje.

Usynlige daglejere
Når andre EU-borgere kommer til Danmark for at arbejde, har de kun sociale rettigheder, så længe de har lovligt arbejde.
Hvis de mister deres job uden at blive ansat et andet sted hurtigt, eller aldrig får et arbejde, har de ikke samme ret som danskere til kontanthjælp, lægebehandling og social hjælp. Med østudvidelsen af EU har de åbne grænser for arbejdskraften lokket mange østeuropæere til vesteuropæiske lande i jagten på bedre løn- og arbejdsforhold.
- Men hvis de ikke finder et arbejde eller bliver fyret, som mange jo gør på grund af krisen, står de uden understøttelse eller hjælp. Varmestuer og herberger risikerer at miste deres offentlige støtte, hvis de giver dem så meget som en kop kaffe, siger Maj Kastanje.
Det er grunden til, at flere sociale hjælpeorganisationer for private penge er gået sammen om at oprette nødherberger, som kan hjælpe alle, uanset hvor de er født-
De sociale hjælpeorganisationer anslår, at der lever omkring 800 udenlandske hjemløse i Danmark, hovedsageligt i Københavnsområdet. Men de få nødherberger har højst plads til et par hundrede.
De hjemløse er typisk unge mænd fra fattige, østeuropæiske lande som Rumænien, Polen og Ukraine.
- De bruger deres dage med at gå på net-caféer eller arbejdspladser og spørge efter arbejde. Om natten sover de i en park, i en forladt bygning eller måske på en varmerist, når det ikke er vinter, hvor nødherbergerne har åbent, fortæller Maj Kastanje.
Den første tid efter en fyring eller ankomst til Danmark skiller de sig ikke meget ud fra resten af gadebilledet. De er velklædte og velformulerede og parate til at starte på et hvilket som helst arbejde med det samme.
Men efterhånden som månederne i hjemløshed passerer, bliver de mere og mere forhutlede at se på. Mange begynder at drikke eller tage stoffer.
- De flakker rundt som usynlige daglejere i systemets blinde vinkel. Først når de finder et arbejde, bliver de synlige i de officielle tal igen, siger Maj Kastanje.
Hun understreger, at der ikke er nogen, der søger til Danmark for at leve i arbejdsløshed. De kommer her for at finde et arbejde og bliver, fordi de ikke synes, de har noget alternativ at vende tilbage til.
- Det er et skræmmende menneskesyn, der ligger bag den måde, vi behandler de udenlandske hjemløse på. Hvis du har et arbejde og kan producere, har du en værdi - men lige så snart du mister det arbejde, er du usynlig for os, siger Maj Kastanje.

Ingen fremtid i Polen
Ti minutter i elleve banker det på den tunge trædør, der fører ned til krypten, og den første gruppe på 12 frysende mennesker trisser ind i kirken.
En enkelt midaldrende kvinde med laset tøj og en karrygul strikhue trukket ned over ørerne finder sig til rette i en lænestol. De 11 andre er unge mænd, som fordeler sig rundt om et bord og et bordfodboldspil.
- Det er helt klart bedre at være her end at sove på gaden, som er mit alternativ, fortæller Arek på 23 år, mens han prøver at få de røde plastikfodboldspillere til at sende en bold ned mod sin jævnaldrende kammerats mål.
Arek er vokset op i en lille polsk provinsby og har været på farten, siden hans far smed ham ud fra hjemmet for syv år siden.
- Jeg rejser lidt rundt i Europa og prøver at tjene penge undervejs. Jeg har også været i Danmark før, dengang man kunne sove i Gaderummet. Men det er lukket nu, siger han.
Efter nogle år som teenager på Europas gader vendte Arek hjem til Polen og begyndte på en uddannelse som ambulanceredder.
- Men så fandt jeg ud af, at lønnen kun er på det, der svarer til 2000 danske kroner. Og med en husleje på omkring 1000 kroner og 500 kroner til mad, ville jeg simpelt hen ikke kunne leve for de penge, siger Arek.
Derfor pakkede han rygsækkene og vendte blikket mod vest igen. Han har haft forskellige småjob som blandt andet bud, men har ikke fundet egentligt arbejde endnu.
Juleaften var Arek til de juleløses jul på Christiania, og om natten sov han i en opgang på Amager.
- Som alle andre ville jeg helst tilbringe julen med min familie, men jeg kan ikke vende tilbage til Polen. Jeg føler ikke, at jeg har nogen fremtid der, siger Arek til Arbejderen.

Ud i kulden igen
Det er blevet midnat, og de fleste gæster på nødherberget har lagt sig til at sove på nogle af de i alt 40 sovepladser.
Udenfor emmer luften af fugt, som ikke kan bestemme sig for, om den skal være slud eller regn. Sneen på fortovet chancerer mellem grå og sortbrun og kulden stikker små nåle ind i alt levende.
Klokken otte om morgenen skal de hjemløse være ude på gaden igen, så nødherbergets frivillige kan nå at gøre kirken klar til klokken ni. 6.30 bliver gæsterne vækket for at få morgenmad.
- Det hårdeste er nok, at skulle sende folk ud på gaden igen. De er meget tavse, mens de gør sig klar til at gå, og de fleste bliver hængende så længe som overhovedet muligt. 15 timer, fra klokken otte til klokken 23, er lang tid at skulle vandre omkring i gaderne. Heldigvis kan de være her om natten, indtil vinteren er forbi, slutter Maj Kastanje.