24 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Strid om startløn

Strid om startløn

Onsdag, 20. januar, 2010, 00:00:00

EFS diskuterer kompromisforslag, som betyder minimumsløn til østarbejdere det første halve år. Københavnsk byggeformand er kritisk

af Hans Brinkmann
Den Europæiske Faglige Sammenslutning, EFS, er splittet over et forslag til nyt udstationeringsdirektiv, som vil åbne for 'midlertidig social dumping'. Det skriver det svenske LO-Tidningen.
Polske arbejdere skal kunne arbejde i Danmark for lavere løn end danskere i op til et halvt år. Det er konsekvensen af et forslag, som lige nu diskuteres internt i EFS.
Ifølge LO-Tidningen er der en hed debat i gang om, hvordan fagbevægelsen skal stille sig til en ændring af EU`s udstationeringsdirektiv efter Vaxholmdommen.
Dommen slår fast, at fagbevægelsen kun kan kræve mindsteløn for udstationerede arbejdere fra andre lande.
Ifølge LO-Tidningens oplysninger er der to linjer i EFS. En linje som vil fastholde, at der skal gælde lige vilkår, uanset hvor man kommer fra. Og en linje, som ønsker et kompromis med EU- kommissionen, som indtil videre ikke har været lydhør overfor fagbevægelsens krav om lige vilkår.

Cementerer social dumping
Kompromiset foreslår, at arbejdsgiverne får frit lejde til at bruge udstationerede arbejdere i et halvt år på udstationeringsdirektivets 'hårde kerne' af rettigheder. Det betyder blandt andet, at de kun skal have mindstelønnen. Til gengæld vil fagbevægelsen så opnå, at der bliver indført en tidsgrænse for, hvor længe en arbejder kan være udstationeret. Det findes ikke i dag.
Formanden for byggefagene i København afviser tanken om tidsbegrænset social dumping.
- Det er dårligt kompromisforsalg. Det vil blot betyde, at folk bliver erstattet af nye efter et halvt år. Vi vil blot få en endnu mere vandrende arbejdskraft på sekunda-vilkår, siger Anders Olesen.
- Der skal være ens vilkår fra dag et. Det her er ingen vej frem, det er et tilbageskridt, der vil cementere retten til at underbetale. Det freder arbejdsgiverne i et halvt år, og det vil de vide at udnytte, siger han.
- EFS skal holde sig fra den slags kompromisser. I stedet burde den samle kræfterne om at få sit eget forslag om en social protokol vedtaget. Det er det eneste, som kan sætte bom for social dumping, siger Anders Olesen.

Ubrugeligt i den virkelige verden
Formanden for det svenske bygningsarbejderforbund, Hans Tilly, mener ikke, at forslaget hører hjemme i et fagforbund.
- Teoretisk kan man se fordele ved forslaget, men vi, som lever i virkeligheden, ved, at det fungerer på en anden måde. Regler er lette at omgås, siger han til LO-Tidningen.
Den svenske LO formand Wanja Lundby-Wedin er samtidig formand for EFS.
- Det er en diskussion, som foregår på tjenestemandsniveau i EFS, og den er langt fra afsluttet. LO mener naturligvis, at udgangspunktet altid må være ligebehandling for udstationeret arbejdskraft, siger hun.
Ifølge LO-Tidningens oplysninger skal forslaget være færdigbehandlet omkring 1. februar og allerede i marts, skal EFS have gjort sin stilling klar.

Artiklen er hentet fra www.eufagligt.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. jan. 2010 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:08

Indland