25 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Støtten strømmer ind til hjemløse

Støtten strømmer ind til hjemløse

Tirsdag, 12. januar, 2010, 00:00:00

Frivillige ildsjæle sørgede i weekenden for nødherberger til københavnske hjemløse. Mange sprang til for at støtte op om initiativet

En kvinde kom forbi og tilbød at lave tomatsuppe for egen regning, en gammel dame kom med en tyver, en børnehave kom med hjemmebagte boller.
Støtten fra københavnerne har været overvældende, fortæller Helene Vindsmark. Hun er en af de ildsjæle, som i weekenden sørgede for at etablere nødherberger til de hjemløse københavnere, som ikke har noget sted at sove i den bidende kulde.
- Det har været helt fantastisk. Vi har fået så mange spontane henvendelser om støtte, siger Helene Vindsmark.
- En bager er kommet med kager og brød, de ikke har solgt, en slagter er kommet med pålæg, en skuespiller har meldt sig parat til at støtte. Der var endda en enlig mor med to børn i Århus, som ikke har råd til at give penge, men hun tilbød at et par hjemløse kunne overnatte hos hende. Det er helt utroligt.
I weekenden var der nødherberg på Blågårds Skole på Nørrebro og Allerhelgens Kirke på Amager. Men i hverdagene skal skolen bruges til børnene, og det viste sig, at der ikke er så stort behov for et nødherberg på Amager. Derfor er nødherberget i denne uge flyttet til Kristuskirken i Baggesensgade på Nørrebro. Her har det åbent fra klokken 20 om aftenen til otte om morgenen.
Initiativet til nødherberget blev taget af privatpersoner med hjertet på det rette sted.
- Vi hørte jo om de hjemløses problemer i kulden og troede så, at myndighederne ville gøre noget. Men det gjorde de jo ikke. Derfor tog April Chris sagen i egne hænder og kontaktede mig og andre, forklarer Helene Vindsmark.
I går blev der også etableret nødherberg i Bethel Kirken i Aalborg. Det samme arbejdes der på i Århus og Odense. Har du lyst til at give en hånd med i arbejdet med herbergerne så send navn og telefonnummer til April Chris: april-snowprincess@hotmail.com. Der er brug for både frivillige, varmt tøj, tæpper, mad med mere. Kontante donationer er også meget velkomne. De kan sættes ind i Morsø Sparekasse, reg.nr. 9100, konto 450-21-88661.
Initiativet støttes af Helger Holding.
I går meddelte Socialministeriet, at dem, som sørger for ekstra sovepladser til hjemløse, kan søge penge i ministeriet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. jan. 2010 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:08

Indland