På fredag lander der 200 klagesager på statsadvokatens, Københavns politidirektørs og domstolenes borde
'Uacceptabelt'!
Sådan betegner 36 ngo-delegerede ved klimatopmødet det danske politis vold mod dem, da de onsdag den 16. december forlod Bella Centret i en festlig og farverig demonstration for at mødes med klimademonstranter.
De ngo-delegerede kommer fra hele verden og havde officiel status af at være 'observatører' under topmødet. Men de nåede aldrig at mødes med klima-græsrødderne. I stedet blev de mødt af politiets knippelslag.
Nu har de skrevet et protestbrev, direkte stilet til FN`s klimachef Yvo De Boer: 'Civilsamfundet spiller en vigtig rolle både inden- og udenfor FN`s klimaforhandlinger! Dansk politis optræden og forsøg på at lukke munden på aktivisterne forstyrrer, hvad der burde være, en demokratisk proces', skriver de delegerede i brevet, som Arbejderen er i besiddelse af.
- FN`s Klimasekretariat må offentligt fordømme politiets handlinger. Dansk politi kaster en mørk skygge over de mislykkede klimaforhandlinger, siger en af underskriverne, Joseph Zacune fra Friends of the Earth Internationals Klima- og Energiprogram.
Også herhjemme klages der: På fredag afsender Retshjælpen RUSK over 200 klager over politiets optræden under klimatopmødet: 100 borgere klager over at være blevet uretsmæssigt anholdt. Disse sager indbringes for domstolene. Herudover skal statsadvokaten tage stilling til flere sager om knippelslag. Endelig skal Københavns Politidirektør se nærmere på uskyldigt anholdte, der har siddet på den iskolde jord i timevis.
- Det er helt ude af proportioner at anholde så mange uskyldige, fordi nogle enkelte knuser ruder og kaster flasker. Samtidig afslører anmeldelserne, at politiet har krænket selv de mest grundlæggende rettigheder som adgang til vand og toiletbesøg. Vi har nogle gode sager. Jeg håber vi får medhold, så vi kan forhindre at noget lignende sker igen, siger Marc Jørgensen, frivillig i Retshjælpen RUSK til Arbejderen.
Ifølge Flemming Steen Munch fra Københavns Politi sidder seks aktivister fortsat fængslet: To fra Climate Justice Action (CJA) og fire fra Greenpeace, som står bag happeningen ved dronningens festmiddag for statslederne under klimatopmødet. Flemming Steen Munch har ingen kommentarer til klagesagerne. De fire Greenpeace-aktivister skal - foreløbig - sidde fængslet til torsdag. Politiet har endnu ikke færdiggjort et anklageskrift mod dem.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278