Præsidenterne for Venezuela og Bolivia deltager på klimatopmødet i næste uge og taler på stort folkemøde om torsdagen
I går blev det bekræftet, at Venezuelas og Bolivias præsidenter kommer og taler ved folkemødet i Valbyhallen den 17. december.
Det er desuden bekræftet, at Cubas vicepræsident Estaban Lazo og Nicaraguas udenrigsminister Samuel Santos taler. Nicaraguas ambassadør i Danmark udelukker dog ikke, at præsident Daniel Ortega dukker op i sidste øjeblik.
Ecuadors udenrigsminister Fander Falconi ventes også til folkemødet. Han leder på vegne af præsident Rafael Correa delegationen fra Ecuador.
- Det er en fantastisk dejlig nyhed at fortælle, siger Sven-Erik Simonsen fra initiativtagerne.
- Vi har solgt over 2300 billetter i den sidste måned, og hele tiden spørger folk, om præsidenterne kommer. Det kan vi nu bekræfte, at de gør!
Der er stadig billetter at få gennem de organisationer, der står bag arrangementet og på nettet (www.billetten.dk og kommunister.dk).
Folkemødet med lederne fra de i alt ni latinamerikanske lande, som er med i ALBA-samarbejdet har været under forberedelse i næsten et år. Idéen er at styrke og demonstrere solidaritet med den folkelige og antiimperialistiske kamp i Latinamerika - herunder også kampen for at stoppe klimakatastrofen og redde 'Moder Jord', som Bolivias præsident Evo Morales udtrykker det.
- Danmarks, USA`s og andre rige landes skandaløse optræden på klimatopmødet i Bella Centret bekræfter vores værste anelser om, hvordan de store klimasvin forsøger at løbe fra deres klimagæld og give en dødelig sorteper videre til verdens fattige lande, siger Sven-Erik Simonsen.
- Vi kan ikke overlade klodens fremtid til politiske ledere, hvoraf mange er mere bekymrede for erhvervslivets profit end for klodens fremtid. Situationen bekræfter behovet for at bakke op om de politiske ledere, som sammen med deres befolkninger kæmper for social udvikling og global retfærdighed, mener han.
Folkemødet med lederne fra ALBA-landene foregår i Valbyhallen, Julius Andersens Vej 3, København SV på torsdag den 17. december mellem klokken 16 og 20.
Udover talere er der et stort kulturprogram.
Savage Rose, Tamra Rosanes, David Rovics, Los Alejandros, Wayna Rap, Røde Horn og danseensemblet 'Somos una Venezuela' optræder. Det sidste navn kan oversættes til 'vi står sammen i Venezuela'.
- På torsdag står vi sammen i Valbyhallen. Sammen med hinanden og sammen med fremskridtets kræfter i Latinamerika. Kom og vær` med, lyder appellen fra arrangørernes talsmand.
ALBA-folkemøde
Torsdag den 17. december klokken 16-20 i Valbyhallen.
Billetter kan blandt andet købes på www. billetten.dk, via Kommunistisk Partis hjemmeside samt i Arbejderens bod i Råhuset på Klimaforum09.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278