Kommunernes Landsforening kræver millionbod af fagforeningen LFS, som de påstår står bag forældreblokader.
Kommunernes Landsforening (KL) mener, at det i virkeligheden er pædagogernes fagforening LFS, der har stået bag de seneste ugers forældreblokader af daginstitutionerne i København. Blokaderne har været brugt i kampen mod voldsomme nedskæringer på børneområdet.
KL går efter at få pålagt LFS en millionbod. Foreningen understreger, at der vil være tale om en principiel sag, hvis det for første gang kan dokumenteres, at vrede forældre i virkeligheden er organiseret af et pædagogisk forbund.
- Hvis vi får dom for, at tabet ved forældreblokaden skal dækkes, så vil det være en epokegørende dom. Det vil betyde, at blokaderne reelt var en strejke. Får vi den dom, er det et stort beløb, for så skal pædagogernes løn under blokaderne regnes med, siger Karsten Thystrup fra KL's personalejuridiske kontor til Politiken.
I sin bevisførelse for fagforeningens rolle i forældreblokaderne henviser KL til Facebook. Her har LFS' næstformand Jan Hoby ifølge KL skrevet: 'LFS understøtter og opfordrer faktisk sine medlemmer til at kæmpe' og 'fedt, at det pædagogiske område vil slås'.
KL's tolkning er helt ude i hampen, mener Britt Petersen, formand for LFS.
- Jeg er bange for, at det her handler om manglende forståelse for den retorik, som findes i det pædagogiske miljø og i særdeleshed i København. KL tror åbenbart, at når vi snakker faglig kamp, så mener vi strejke, siger Britt Petersen til Arbejderen.
Hun anbefaler KL at kigge på den brede vifte af fantasifulde aktiviteter, som fagforeningens medlemmer har gennemført under budgetforhandlingerne.
- Der er både blevet brugt levende kameler og demonstreret foran Rådhuset. Det har intet med ulovligheder at gøre. Vores opfattelse af ordet kamp rækker meget længere end til blot at nedlægge arbejdet, lyder det fra LFS-formanden.
Politiken forsøger også at hænge den københavnske forældreorganisation KFO ud. KFO kaldes en 'børnemafia' og beskyldes for at have organiseret blokaderne.
Bestyrelsen i KFO præciserer på sin hjemmeside, at beslutningen om at etablere blokader er truffet af forældrene i de respektive daginstitutioner på trods af KFO's anbefalinger.
Endelig finder bestyrelsen det beskæmmende, at forældre ikke kan sætte børnenes velfærd i daginstitutionerne på dagsorden uden, at det 'hos et par afgående politikere bliver opfattet som bandetilstande styret af den lokale fagforening'.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278