Alle oppositionens ændringsforslag, som kunne have forbedret retssikkerheden, blev fejet af bordet, da regeringen og Dansk Folkeparti vedtog lømmelpakken
I går blev lømmelpakken vedtaget, præcis fire uger efter at det meget omdiskuterede lovforslag blev fremlagt i Folketinget.
Al kritik fra Dommerforeningen, menneskeretsorganisationer, andre eksperter og oppositionen blev fejet af bordet af regeringen og Dansk Folkeparti, der som de eneste stemte for loven.
Det betyder, at politiet nu kan tilbageholde folk, som de mener vil lave uro, i 12 timer mod tidligere seks timer - de såkaldte præventive anholdelser. Samtidig indføres en minimumsstraf på 40 dages fængsel for at forhindre politiets arbejde under uroligheder og bødestraffene for sammenstimlen og gadeuorden sættes i vejret.
Oppositionen stillede i går forslag om, at loven skulle være tidsbegrænset, regeringen har jo argumenteret med, at den er nødvendig på grund af de mange aktivister, som kommer til Danmark under klimatopmødet. Det blev pure afvist.
Oppositionen ville også have indføjet i loven, at politiet skal give et påbud, før de skrider til de præventive anholdelser, som lømmelpakken giver øget mulighed for. Forslaget blev afvist.
Til sidst foreslog oppositionen, at det skal fremgå af loven, at aktivister, som anholdes præventivt, skal have ret til en domstolsprøvelse. Også dette forslag blev blankt afvist.
- Det er et fuldstændigt absurd forløb, vi har oplevet. Loven er blevet hastet igennem uden nogen saglig argumentation for, hvorfor den er nødvendig, siger Line Barfod, Enhedslistens retspolitiske ordfører.
Hun frygter, at loven vil skræmme folk til at blive væk fra protesterne under klimatopmødet og understreger derfor vigtigheden af, at mange deltager i den store klimademonstration den 12. december.
Samme holdning har Julie Malling, aktiv i kampagnen 'Klima før profit', som unge fra Kommunistisk Parti står bag.
- Lige nu er der en tendens til, at diskussionen kommer til at handle om vold, placering af kæmpe mængder af anholdte, vandkanoner og lømmelpakke. Der er tydeligvis nogle i regeringen, som er interesserede i, at vi diskuterer den slags i stedet for at diskutere klima, siger hun og tilføjer:
- Vi skal trodse politiets og politikernes skræmmekampagne og vise, at vi er rigtig mange, som kræver en bæredygtig, solidarisk og bindende klimaaftale.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278