Nazistpartiet gik tilbage ved tirsdagens valg, mens andre højreekstremister gik frem
64 satte deres kryds ved nazistpartiet DNSB, som stillede op til kommunalvalget i Greve Kommune. Det er ni færre end ved valget i 2005.
Partiet stillede også op ved valget til Region Sjælland og fik her 574 stemmer. Det er en tilbagegang på 37 stemmer.
I regionen konkurrerede nazisterne med den højreekstreme Danmarks Nationale Liste, som stillede op for første gang og fik 234 stemmer. Listen stillede også op i Sorø Kommune, men her var der kun 12, som stemte på den.
Ifølge flere medier, har Danmarks Nationale Liste opstillet en kvinde som kandidat, som slet ikke støtter partiet, men blot har skrevet under på en stillerliste.
- Jeg er hverken racist eller nazist, så jeg er dybt ulykkelig over at stå på stemmesedlen, siger kvinden, Hanne Svendsen, til Danmarks Radio.
Også andre steder i landet var der højreekstremister på stemmesedlen. Frit Danmark - Folkebevægelsen mod Indvandring stillede op til valg i Odense Kommune og Region Syddanmark. Begge steder oplevede listen fremgang. I Odense fik den 182 stemmer, 21 flere end i 2005, mens 2359 i hele Region Sjælland satte kryds ved den fremmedfjendtlige liste. Det er 641 flere end for fire år siden.
Frit Danmark jubler over fremgangen på sin hjemmeside. Bevægelsen gik til valg på at bekæmpe 'den stigende fremmedkriminalitet' og bevare de små sygehuse.
Fremskridspartiet stillede op i Odder Kommune. Her blev det kun til 30 stemmer. Noget bedre gik det for partiet ved valget i tre regioner - Hovedstaden, Midtjylland og Syddanmark - hvor det stillede op. Her fik liste Z henholdsvis 3389, 3183 og 2241 stemmer. De to første steder er der tale om en fremgang.
I Region Hovedstaden var det tidligere medlem af nazistpartiet Kim Gjetting Michelsen opstillet som nummer to på Fremskridtspartiets liste, skriver Researchkollektivet Redox.
I Nyborg blev Bente Damhave fra Dansk Folkeparti valgt ind i byrådet, selvom hun kun var nummer otte på kandidatlisten.
Bente Damhave er blevet afsløret i at gennemføre sin valgkamp i samarbejde med et ledende medlem af de højrekstremistiske grupper Frit Danmark og Vederfølner. Det faktum har ledelsen i Dansk Folkeparti valgt at ignonere, selvom både Modkraft og Politiken har konfronteret ledelsen med det.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278