27 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

SF i parløb med Dansk Folkeparti

SF i parløb med Dansk Folkeparti

Torsdag, 19. november, 2009, 00:00:00

SF skabte drama flere steder i landet ved at sikre sig topposter med støtte fra Dansk Folkeparti og andre borgerlige. Også Radikale har bagt rævekager med DF

SF blev kommunal- og regionsvalgets helt store vinder. Men mange af vælgerne fik i går en overraskelse, efter at partiet flere steder i landet brugte valgnatten til at bage politiske rævekager med Dansk Folkeparti og andre borgerlige partier for at sikre sig ledende poster.
- Der er nok mange af vores vælgere, der er blevet lidt overraskede, så nu gælder det om at komme ud og fortælle, at der ikke er givet køb på politikken. Det handler udelukkende om at sikre SF en platform. Men det er klart, at vi vil gå efter et bredt samarbejde, siger SF`s nyvalgte formand for Region Hovedstaden, Andreas Røpke, til Arbejderen.
Han har overraskende konstitueret sig med Dansk Folkeparti, Venstre og Konservative for at kunne styrte den tidligere socialdemokratiske regionsrådsformand, Vibeke Storm Rasmussen.
I Lyngby Taarbæk forsøgte SF at få borgmesterposten ved at gå sammen med Konservative og Socialdemokraterne, men her sprang Konservative fra aftalen, da de fik et bedre tilbud.
I Randers fik SF`s spidskandidat, Erik Poulsen, opbakning fra de borgerlige partier til at bryde sin aftale med venstrefløjen og vælte den socialdemokratiske Henning Jensen Nyhuus af borgmestersædet.
Kuppet blev dog afværget i sidste øjeblik, da den nyvalgte SF`er Kasper Fuhr Christensen undsagde sin egen partifælle og lagde stemmer til en konstitueringsaftale med Socialdemokraterne og den progressive Beboerlisten.
I København så de Radikales Klaus Bondam ud til at miste sin borgmesterpost efter at have mistet 5,5 procent af stemmerne. Men så forlod han de natlige forhandlingerne og konstituerede sig med Venstre og Dansk Folkeparti.
Det sikrede ham en borgmesterpost på bekostning af Konservative, mens Dansk Folkeparti til gengæld får poster i alle Rådhusets udvalg.
- Det er trist at overvære, at det vigtigste for ledende SF`ere og Radikale tilsyneladende er at sikre sig økonomisk givtige poster, uagtet at det er med til at styrke Dansk Folkeparti og de borgerliges placering, siger Enhedslistens gruppeformand, Per Clausen.



Resultater for Kommunalvalg 2009
Resultater for Regionsvalg 2009

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. nov. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:08

Indland