Ansatte i ældreplejen bruger 12 minutter mere om dagen på papirarbejde end for to år siden. FOA erklærer kommunalvalgskamp mod tidstyveriet
Sveden sprang og pulsen steg, da de to københavnske spidskandidater til overborgmesterposten, Frank Jensen (S) og Pia Allerslev (V) torsdag mødtes med FOA-formand Dennis Kristensen i Rådhussalen for at dyste om, hvem der kunne vaske gulvet, skifte en støttestrømpe og udfylde at skema på kortest tid.
- Vi ville gerne vise de to borgmesterkandidater, hvor vanvittigt det er, at skulle gøre rent eller skifte støttestrømper på minutter. Så håber vi, de vil ændre tingene, hvis de bliver valgt, siger Ellen Pedersen, formand for de kommunale rengøringsarbejdere i FOA-afdelingen KLS, til Arbejderen.
Konkurrencen er en del af fagforbundet FOA`s kommunalvalgskampagne, 'Fang en tidsrøver'.
Kampagnen er rettet mod de mange kommunale krav om registrering og tidsmåling af velfærdsopgaverne i ældreplejen, som betyder, at de ansatte har mindre tid til at yde den omsorg, de er uddannede til.
Ved at udstille en række af landets borgmestre som 'tidsrøvere' med maske og forbryderfotos, håber FOA, at kommunalvalget vil føre til et opgør med den unødvendige tidsregistrering.
- I ældreplejen er de fleste regler om registrering og dokumentation kommunalt aftalt. Det er derfor de lokale politikere, der kan fjerne reglerne om den unødvendige registrering. Jeg håber, at mange kommunalpolitikere vil benytte det kommende valg som en anledning til at gøre op med tidsrøverne, fjerne den unødvendige dokumentation og slippe medarbejderne fri, siger Dennis Kristensen.
Men selvom tidsregistreringen ikke er lovbestemt, har den alligevel rod i regeringens politik, siger faglig konsulent i FOA Århus, Jan Helbak.
Den er en helt naturlig forudsætning for den markedsgørelse af ældreplejen, regeringen startede med frit valgsordningen i 2003, og som er blevet forstærket efter strukturreformen i 2007.
- Når velfærden skal købes og sælges som en vare, er man også nødt til at vide, hvad den koster. Og den eneste måde, man kan regne det ud på, er ved at beskrive opgaven og den tid, den tager, meget præcist, siger Jan Helbak til Arbejderen.
Tidstyveri
Ansatte i ældreplejen bruger i gennemsnit 39 minutter om dagen til registrering og dokumentation. Det er 12 minutter mere end for to år siden, og det kan mærkes på kvaliteten. Mere end en tredjedel af de ansatte siger, at de ikke kan leve op til politikernes kvalitetsstandarder og otte ud af ti har oplevet nedskæringer i løbet af de sidste par år.
Kilde: FOA
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278