23 Aug 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

SF giver efter for protester

SF giver efter for protester

Torsdag, 12. november, 2009, 00:00:00

Politikere giver efter for protester og trækker forhadte besparelser tilbage. Pengene skal dog stadig tages fra byens børn. Forældre aktionerer i morgen

Der bliver ikke sparet på børneinstitutionernes kompensation for dårlig beliggenhed!
Forældre og pædagoger jublede, da SF på valgmødet tirsdag aften i København, bukkede under for flere dagens protester og strejker og trak en forhadt besparelse på børneområdet tilbage.
- Det kan godt være, at vi har haft hovedet under armen. Besparelsen er taget af bordet, sagde kommunalkandidat Jane Sørensen, der vikarierede for børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF) på mødet.
Indrømmelsen er en klar sejr til forældreorganisationen KFO, pædagogerne og medhjælperne i fagforeningen LFS og Enhedslisten, der har kæmpet sammen mod besparelsen på de 47,7 millioner kroner.
Bo Asmus Kjeldgaard oplyste dog i går, at han ikke vil kræve budgettet genåbnet. Han vil finde pengene et andet sted i børne- og ungdomsudvalget, og det betyder både dyrere pladser for forældrene og næsten tre procents nedskæringer på institutionerne.
KFO har derfor indkaldt til aktionsdag i morgen.
- Lad os sende politikerne på weekend med beskeden om, at de skal huske børnene, når de går til valg på tirsdag, siger Nina Reffstrup fra KFO.
Begejstringen blandt forældrene på valgmødet var dog blandet. Kompensationsordningen er langt fra den eneste nedskæring på hovedstadens børn.
- Det er godt at høre, at Enhedslisten har bidt sig fast i forhandlingsbordet og nægtet at spare de 47,7 millioner kroner. Men der skal jo stadig spares for 200 millioner, og det gør også ondt, sagde en af de fremmødte forældre.

Aktionsdag i morgen: www.kfo.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. nov. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:08

Indland