- Risikerer oplysninger om herboende palæstinensiske flygtninge at havne i Israel, spørger retsordfører forud for dansk lov om Europol
EU`s politienhed Europol bliver oprustet massivt - og indskrives samtidig i dansk lov.
Justitsminister Brian Mikkelsen har netop fremlagt 'Lov om Den Europæiske Politienhed (Europol)'.
- Det sker for at ophæve retsforbeholdet. Danmark kan ikke deltage i EU`s politisamarbejde, men det kan vi, hvis Folketinget vedtager at tilslutte sig Europol, siger SF`s retsordfører Karina Lorentzen til Arbejderen.
Forslaget om at gøre Danmark til en del af Europol kommer samtidig med, at EU`s justitsministre har vedtaget at give Europol mere magt: Fremover skal Europol beskæftige sig med organiseret kriminalitet og andre former for grov kriminalitet. EU`s justitsministre vedtog i april en liste over konkrete eksempler, hvor Europol fremover har kompetence: Det gælder eksempelvis grov legemsbeskadigelse, organiseret røveri, underslæb, forfalskning med videre.
Samtidig udvides Europols mulighed for at registrere borgere voldsomt: For fremtiden kan Europol også registrere vidner, ofre og personer, der 'kan antages at have tilknytning' til en strafbar handling eller til en mistænkt.
Oplysningerne kan udveksles med Europols samarbejdspartnere og tredjelande.
- Vi har mange palæstinensiske flygtninge boende herhjemme. Risikerer oplysninger om dansk-palæstinensere fra Danmark via Europol at havne i Israel? Det vil være dybt bekymrende. Jeg har netop fået oplysninger fra en række ngo`er om, at Israels politi får oplysninger fremkommet ved tortur, siger Karina Lorentzen.
Hun er på vej med spørgsmål om det nye Europol og konsekvenserne for Danmark.
Herhjemme er det Datatilsynet, der kigger Europols registreringer over skulderen. Datatilsynet konstaterer i sit høringssvar, at der lægges op til et 'stadig bredere kompetenceområde og dermed også øget udveksling af personoplysninger'. Samtidig siger tilsynet, at dets ressourcer er begrænsede og at det ikke er muligt at afsætte yderligere ressourcer til tilsyn med Europol.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278