01 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Erhvervsskoler slår alarm

Erhvervsskoler slår alarm

Lørdag, 24. oktober, 2009, 00:00:00

Drop nedskæringer og viderefør tilskuddene fra globaliserinsgpuljen, lyder et fælles forslag fra elever, lærere, ledere og bestyrelser på erhvervsskolerne

Til næste år skal erhvervsskolerne ifølge regeringens finanslov spare 1800 kroner pr. elev.
Men hvor skal de udsatte unge så uddanne sig, spørger elever, lærere, ledere og bestyrelser på landets erhvervsskoler.
De foreslår regeringen at droppe de planlagte nedskæringer, at lade tilskuddene fra globaliseringsfonden køre videre og at lade nye penge følge nye initiativer.
Situationen for erhvervsskolerne er nu så alvorlig, at elever, lærere, ledere og bestyrelser er gået sammen i, hvad de kalder et historisk samarbejde, for at råbe regeringen op.
'Hvis de planlagte besparelser gennemføres, kan vi ikke se andre muligheder end at de politiske ambitioner nedjusteres. Økonomi og mål hænger simpelthen ikke sammen', konstaterer de i en fælles erklæring.
De mener, at regeringen forslag, om at erhvervsskolerne skal spare 205 millioner kroner til næste år, går stik imod de mange fine ord om ungepakker og at 95 procent af en ungdomsårgang skal gennemføre en uddannelse.
'Efter mange år med besparelser og effektiviseringer kan pengene kun tages ét sted fra, nemlig undervisningen. Når der tages penge fra undervisningen, bliver kvaliteten dårligere. Når kvaliteten bliver dårligere, falder eleverne fra. Og når flere elever falder fra, kommer vi længere og længere væk fra regeringens egen 95 procent-målsætning', lyder den logiske konklusion fra de fire parter i samarbejdet.
Oveni frygten for konsekvenserne af de planlagte nedskæringer kommer spekulationer om, i hvilket omfang de seneste tre års tilskud fra globaliseringspuljen fortsætter.
Puljen er for tiden til genforhandling, og foreløbige udmeldinger tyder på, at pengene fra puljen også skal være med til at finansiere regeringens nye ungepakker.
'Pengene fra globaliseringspuljen er absolut nødvendige, hvis erhvervsskolerne skal fortsætte de mange særlige initiativer, der er sat i værk for at mindske frafaldet og få flere unge gennem uddannelserne. Faktisk er det nødvendigt med endnu flere penge, hvis skolerne også fremover skal tage nye initiativer til at fastholde unge i erhvervsuddannelser', fastslår Erhvervsskolernes Elev-Organisation, Landssammenslutningen af Handelsskoleelever, Uddannelsesforbundet, Handelsskolernes Lærerforening, Danske Erhvervsskoler - Lederne, Danske Erhvervsskoler - bestyrelserne.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. okt. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:08

Indland