Uddannelse i verdensklasse kræver investeringer ikke nedskæringer, lyder det fra 25.000 unge, der vil demonstrere i dag
Mindst 25.000 unge forventes på gaderne i dag, når Folketinget åbner.
- Der bliver demonstrationer i mindst seks byer og over 60 skoler melder om blokader fra morgenstunden, fortæller Bjarke Dahl Mogensen, talsperson fra initiativet 'Ud af krisen - ind i fremtiden', til Arbejderen.
Initiativet står som arrangør af dagens protester over hele landet. Aktiviterne i forbindelse med folketingsåbningen bliver langt mere omfattende end forventet.
- De unge har fået nok af at sidde på nakken af hinanden i undervisningslokalerne og af manglen på praktikpladser. Smertegrænsen er ved at være nået ude på skolerne. Der er ganske enkelt ikke flere områder, hvor man kan spare, og udsigten til endnu flere nedskæringer er dråben, siger Bjarke Dahl Mogensen.
Uanset om de unge til daglig færdes på erhvervsskolerne, gymnasierne, folkeskolen eller universiteterne, så er de enige om én ting: Der skal flere penge til uddannelse.
- Vi vil slå på klassernes størrelse og den snigende brugerbetaling i uddannelsessystemet. Nu kan du ikke nøjes med at købe ordbøger. Du skal også selv investere i en regnemaskine til 1700 kroner. Og så kommer der lige en studietur, som koster penge og er obligatorisk for uddannelsen, fortæller Rebecca Madsen fra elevrådet på Christianshavns Gymnasium.
Her var der stormøde i går ved middagstid og resten af dagen blev brugt på at forberede dagens store demonstration. Også på en række andre gymnasier landet over nedlagde eleverne undervisningen i går.
I Odder sørgede godt 200 gymnasieelever for, at lærerne ikke kunne komme ind og passe deres arbejde. Eleverne brugte i stedet tiden på at male bannere, så de kan ses, når de slutter sig til demonstrationen i Århus.
- Det giver jo ingen mening, at regeringen snakker om uddannelse i verdensklasse, når de samtidig lægger op til at skære ned. Vi kræver, at regeringen laver forslaget om eller trækker det tilbage, siger Theis Rubinke, elevrådsformand på Odder Gymnasium til Arbejderen.
Gymnasiet skal ifølge finanslovsforslaget spare 608.000 kroner på budgettet. Det svarer til 1100 kroner pr. elev.
Østjyske elever og studerende stod tidligt op i går. Allerede klokken 6.30 stod de foran banegården i Århus for at protestere over nedskæringerne.
Faglige unge, elever, studerende og fagligt aktiver aktionerer og demonstrerer over hele landet i dagene omkring Folketingets åbning. Følg med i Arbejderen og på udafkrisen.dk.
6. oktober
Klokken 14-15 på Christiansborg Slotsplads i København: Demonstration for højere dagpenge og flere jobs.
Arr: Stilladsarbejdernes Brancheklub af 1920 og Arbejdsløshedsklubben i 3F BJMF
Klokken 14 i København: Fordemonstrationer
Folkeskoleeleverne: Blaagaards Plads. Universitetsstuderende: Vor Frue Plads. Faglige unge: Tuborgvej. Seminariestuderende: Israels Plads. Gymnasieeleverne: Toftegårds Plads, Østerport Station og Christianshavns Torv.
Klokken 15 i flere byer: Den samlede elev- og studenterbevægelse indkalder til stor demonstration med fagforeningernes unge.
Arr: Ud af krisen
- Rådhuspladsen i København
- Lille Torv i Århus
- Flakhaven i Odense
- Hjultorvet i Viborg
- Rådhustorvet i Sønderborg
- Gammel Torv i Aalborg
7. oktober
Klokken 16-18 i Metal Hovedstaden, Nyropsgade 25:
TR-møde om faglige krav til de politiske partier.
Arr: LO Storkøbenhavn og FTF Region Hovedstaden
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278