04 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Dansk Industri ofrer efterløn for vækst

Dansk Industri ofrer efterløn for vækst

Torsdag, 01. oktober, 2009, 00:00:00

Produktivitetsstigningen i Danmark halter langt efter de lande, vi normalt sammenligner os med. Dansk Industri vil afskaffe efterløn og topskat for at skabe mere vækst

Skal Danmark komme styrket ud af krisen, er det nødvendigt at sætte målrettet ind for at forbedre uddannelsessystemerne, privatisere flere offentlige serviceområder samt sikre et større udbud af arbejdskraft ved at afskaffe efterlønsordningen.
Sådan lyder nogle af de bud, som Dansk Industri kommer med i udspillet 'Styrket ud af krisen.' Budskabet havde DI-direktør Hans Skov Christensen med til et møde mandag i regeringens såkaldte Vækstforum.
- Hvis vi ikke foretager os noget, har vi udsigt til en gennemsnitlig vækst i underkanten af én procent i de næste op til ti år, lyder advarslen fra Hans Skov Christensen
Statsminister Lars Løkke Rasmussen, der tirsdag kvitterede med en tale på Dansk Industris årlige topmøde, siger dog ikke et ord om efterlønnen.
- Vi skal ikke reformere hele samfundet på én gang. Men vi skal fortsætte de reformer, vi har arbejdet på siden 2001 - med reformer i passende takt, lød statsministerens udmelding på DI-topmødet.
Regeringens eget oplæg til mødet i Vækstforum peger også på de senere års lave produktivitetsstigning i danske virksomheder.
Danmark ligger på en næstsidsteplads i OECD-landene, kun undergået af Italien, målt i gennemsnitlig årlig produktionsvækst per indbygger siden 1995. Samtidig er Danmark gået fra at ligge blandt de fem bedste, hvad angår bruttonationalprodukt per indbygger, til i dag at indtage en beskeden 12. plads.
Regeringen har svært ved at finde en forklaring på den lave produktionsvækst. Men Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har nogle bud.
- Siden 1994 har investeringen i kapital per arbejdstime været næsten uændret. Det er udelukkende fremgangen på arbejdsmarkedet i form af flere hænder og flere arbejdstimer, som i de senere år har sikret Danmark en produktionsvækst, påpeger chefanalytiker i AE Frederik I. Pedersen.
OECD peger på, at en lavere selskabsskat er en af de mest effektive måder til at få virksomhederne til at øge investeringerne og dermed produktiviteten.
- Men der er ikke noget der tyder på, at en lavere selskabsskat skulle øge investeringslysten. Selskabsskatten er blevet sat ned ad flere omgange i den periode, hvor vi har haft stilstand i investeringerne, påpeger Frederik I. Pedersen.
At afskaffe efterlønnen vil også kun betyde øget vækst i det omfang, at virksomhederne har brug for mere arbejdskraft, forklarer Frederik I. Pedersen.
- Og det er vel at mærke sagt helt uden hensyn til den velfærdsforringelse, der ligger i at afskaffe ordningen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. okt. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:28

Indland