04 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Mere tid til højere dagpenge

Mere tid til højere dagpenge

Onsdag, 30. september, 2009, 00:00:00

Det er let nok at få indsamlet underskrifter for højere dagpenge, hvis der gøres en indsats, siger formand for 3F Horsens. Underskriftsindsamlingen er forlænget

Fristen for aflevering af lister med kravet om 25 procent højere dagpenge er udskudt til den 5. november.
- Vi har besluttet, at listerne skal afleveres ved anden behandlingen af finansloven i stedet for ved Folketingets åbning, fortæller Henrik Lippert fra OK 2010 initiativet, der står bag indsamlingen, til Arbejderen.
Han er også formand for 3F Bygge-, Jord- & Miljøarbejdernes Fagforening i København, der hver dag modtager fyldte lister med posten. Trods det må tempoet i underskriftsindsamlingen gerne sættes i vejret, opfordrer Henrik Lippert.
Men en længere tidsfrist for indsamling af underskrifterne gør det ikke alene. Skal indsamlingen blive en succes forudsætter det, at listerne hives frem i lyset, at folk får en kuglepen i hånden og måske også en opfordring til at sætte sit navn på listen, mener Hans A. Sørensen. Han er, ud over at være med i OK 2010 initiativet, også formand for 3F Horsens.
Han gjorde, hvad han kunne, da han i weekenden var til landsmøde i 3F`s industrigruppe.
- Jeg fik omkring 200 underskrifter, og det er mit indtryk, at det var fra de, der ikke allerede havde skrevet under hjemmefra. I det hele taget fik dagpenge-initiativet en god behandling på industrilandsmødet, hvor alle blev opfordret til at tage lister med hjem og samle ind i afdelingerne og på arbejdspladserne, fortæller Hans A. Sørensen til Arbejderen.
Spørgsmålet om bedre dagpengedækning er med i både den politiske og faglige udtalelse fra industrimødet.
De arbejdsløse i Bygge-, Jord- & Miljøarbejdernes Fagforening i København er udmærket klar over, at intet kommer af sig selv. - Vi har længe ønsket at få højere dagpenge. Nu har OK 2010 initiativet gjort kravet konkret. Så er det kun naturligt for os at gå på gaden og gøre vores til at underskriftsindsamlingen bliver en succes, siger Michael Johnson, talsperson for A-klubben til Arbejderen.
Torsdag eftermiddag lægger de arbejdsløse ud på Toftegårdsplads, hvor de bevæbnet med lister og skrivegrej vil opfordre forbipasserende til at skrive under på kravet om at dagpenge skal sættes op med 25 procent.
- Vi er på gaden igen mandag og tirsdag i næste uge. Lad underskrifterne blive et signal ikke bare til den nuværende regering, men også til dem, der forhåbentlig kommer efter, om at her er et oplagt område at tage fat på, siger den arbejdsløse københavner.
Kravet om højere dagpenge får støtte fra flere forbund, herunder FOA og 3F.


Skriv under
Du kan:
- Skrive under på www.ok-2010.dk.
- Printe underskriftslister ud og samle ind blandt venner og kolleger.
- Sende en sms til 1231 med teksten DAGPENGE OP.
- Tilmelde dig støttegruppen på facebook.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. sep. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:28

Indland