04 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

DSB skal på aktier

DSB skal på aktier

Fredag, 25. september, 2009, 00:00:00

Transportministeren vil omdanne DSB til et aktieselskab og sende to nye togstrækninger i udbud. En foræring til store koncerner, mener Enhedslisten

Det her er starten på en egentlig privatisering af DSB.
Sådan lyder den klare udmelding fra Enhedslistens trafikordfører Per Clausen.
Han henviser til transportminister Lars Borfoeds planer om at omdanne DSB til et aktieselskab med private medejere. Ministeren ønsker en model, hvor DSB bliver omdannet til et holdingselskab, der fordeler opgaverne blandt en række datterselskaber med private aktionærer. Det kom frem i forbindelse med offentliggørelsen af oplægget 'En jernbane i vækst' i onsdags.
- Man kan for eksempel forestille sig, at stationerne bliver placeret i et datterselskab, der senere kan frasælges. Vedligeholdelsen af togene kan placeres i et andet datterselskab, som muligvis også vil kunne frasælges. Andre datterselskaber, der for eksempel står for togdriften, kan blive delvist privatiseret, siger Lars Barfoed til Berlingske Tidende.
Samtidig lægger ministeren op til at sende yderligere to jernbanestrækninger i udbud. Det drejer sig om Fredericia-Odense-Svendborg og Roskilde-Køge-Næstved.
- Vi skal fortsætte den positive udvikling med den igangsatte udbudsproces, og jeg lægger derfor op til at udbyde to nye strækninger i de kommende år. Men inden vi går videre med trafikken på de centrale banestrækninger, skal vi have fuldt overblik over, hvordan kundernes behov bedst imødekommes, siger Lars Barfoed.
Regeringen har med Dansk Folkepartis støtte sikret sig flertal for planerne. SF håber på konstruktive forhandlinger om oplægget.
- Med 'En jernbane i vækst' har transportministeren lagt op til en forhåbentlig konstruktiv debat uden på forhånd at lægge sig fast på en 'mirakelløsning' som for eksempel udlicitering og privatisering af det hele. Den debat agter SF at gå ind i, siger SFs trafikordfører Pia Olsen Dyhr, som samtidig efterlyser en vilje til langt større investeringer i jernbanen.
Så optimistisk er Enhedslisten ikke.
- Det må være hensynet til borgerlig ideologi og store koncerners mulighed for at tjene penge på jernbanedriften, der har været afgørende for transportministerens beslutning om at sende flere togstrækninger i udbud og starte en privatisering af DSB, siger partiets trafikordfører Per Clausen.
- I stedet for at evaluere konsekvenserne af de udbud, der er gennemført indtil nu, fortsætter ministeren med denne politik, der både truer kvalitet og sammenhæng i togdriften i Danmark. Samtidig fortsætter han 'succesen' fra forsøget på at privatisere BaneDanmark, som har ført til, at den ekspertise, DSB havde på baneområdet, nu er væk og området i stedet er overladt til nogle få store firmaer, som reelt selv kan sætte prisen for fremtidens banerenoveringer,fortsætter Per Clausen.
Socialdemokraterne advarer mod både den begyndende privatisering og udbuddet af flere jernbanestrækninger.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. sep. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:28

Indland