26 Aug 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Århus-ansatte frygter sparebombe

Århus-ansatte frygter sparebombe

Tirsdag, 22. september, 2009, 00:00:00

Ny task force skal effektivisere for millioner i Århus` budget. Papirclips og arbejdsgange er ikke nok, siger byrådsmedlem. Kommunens ansatte frygter sparerunder

Politikerne i Århus Kommune lovede ekstra millioner til byens børn, ældre og udsatte. Alligevel frygter de kommunalt ansatte at blive ofre for årlige sparerunder som følge af budgettet.
- Vi er bekymrede for, om der ligger en besparelsesbombe gemt i formuleringerne om, at der skal gennemføres effektiviseringer i alle magistratafdelinger. Det er uanstændigt at lade det henstå fuldstændig uspecificeret, siger Henning Truelsegaard, formand for BUPL og Den Kommunale Fællesrepræsentation i Århus.
Bekymringen skyldes, at de penge, der skal gå til forbedret service i kommunen, skal findes gennem effektiviseringer.
Næste år skal der skaffes 17 millioner kroner på denne måde, men beløbet stiger i løbet af de kommende fire år, så der i 2013 skal spares 135 millioner kroner.
Det får Henning Truelsegaard til at frygte sparerunder på velfærden. Men det er helt udelukket, mener borgmester Nicolai Wammen (S).
- Der bliver ikke tale om, at vi skal ud i en ny sparerunde. Vi vil nedsætte en task force til at se på effektiviseringer og bede dem om gode idéer til at arbejde mere smart og smidigt. Det kan være i form af energibesparelser, mindre bureaukrati og uforbrugte puljer. Vi skal simpelthen igennem alle magistratsområder med en tættekam, siger Nicolai Wammen til Århus Stiftstidende.
Men byrådets tættekam vil komme til at koste arbejdspladser.
Det siger det konservative byrådsmedlem, Marc Perera Christensen, som er ophavsmanden bag den task force, der skal finde besparelserne.
- De besparelser, der kan hentes på papirclips og arbejdsgange, forventer jeg, forvaltningerne laver løbende i hverdagen. Her skal der mere til, siger Marc Perera Christensen til Arbejderen.
Han peger på flere udliciteringer og sammenlægning af administrative afdelinger som måder at finde millionbesparelserne.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. sep. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:28

Indland