06 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Baren beholder dit fingeraftryk

Baren beholder dit fingeraftryk

Torsdag, 10. september, 2009, 00:00:00

- Ønsker vi et samfund, hvor vi alle sammen bliver screenet, hver gang, vi går til fodboldkamp, på restaurant og i banken, spørger Retspolitisk Forening

Fremover vil landets diskoteker ikke nøjes med at opkræve 50 kroner i indgangen. Hvis du vil ind, må du også aflevere navn, cpr-nummer, billede og fingeraftryk.
Det kan blive virkeligheden, hvis Folketinget vedtager et nyt lovudkast fra Justitsministeriet.
Enhver ejer af et diskotek, en bar eller restaurant skal for fremtiden kunne slå op i et centralt register og tjekke, om en person har et politiforbud mod at komme på en beværtning eller har fået karantæne af andre restauratører eller diskoteker.
I dag er det for nemt at snyde med lånte sygesikringskort. Derfor skal det centrale register rumme både navn, billede, cpr-nummer og fingeraftryk, mener Justitsministeriet.
Restaurationer og beværtninger skal have uindskrænket adgang til samtlige personer - inklusive deres fingeraftryk - der har fået forbud mod at komme på en eller flere restauranter, barer og diskoteker i landet.
Retspolitisk Forening advarer mod at vedtage det vidtgående forslag.
- Vi ønsker ikke et samfund, hvor man som standardprocedure skal screenes hver gang, man for eksempel vil i banken, på en restaurant eller på stadion for at se fodbold. Det er besværligt, spild af penge og sender et forkert signal om, at alle som udgangspunkt er mistænkte, siger Jeff Jørgensen, medlem af Retspolitisk Forenings bestyrelse, til Arbejderen.
- Overvågningen foregår i alle dagligdags situationer og kontinuerligt, med det udgangspunkt at alle registreres og overvåges for at kunne straffe de få syndere, der bryder reglerne. Det er ikke det værd, understreger han.
Institut for Menneskerettigheder er bekymrede for den risiko for misbrug, der følger med et centralt register.
- Justitsministeriet har foreslået et centralt register, som rigtig mange mennesker kan få adgang til. Når man har et centralt register, er der også øget risiko for, at der sker misbrug. Man skal huske, at fingeraftryk er personfølsomme oplysninger. Vores vurdering er, at man i højere grad bør legitimere, hvorfor en sådan masseregistrering er nødvendig. Man skal ikke bare gøre det, fordi man kan, men fordi det virkelig tjener et formål, siger Martin Lassen-Vernal, presseansvarlig hos Institut for Menneskerettigheder til Arbejderen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. sep. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:28

Indland