06 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Minister kritiserer dansk sparekniv

Minister kritiserer dansk sparekniv

Torsdag, 10. september, 2009, 00:00:00

Danmarks udviklingsminister vil skære i bistanden til Nicaragua. Landets udenrigsminister raser mod Danmark

Nicaraguas udenrigsminister, Samuel Santos, er rasende på Danmark.
'De vil have, at vi skal være slaver, og det accepterer vi ikke', lyder den hårde kritik fra Santos.
Kritikken kommer efter, at Danmarks udviklingsminister, Ulla Tørnæs (V), i weekenden offentliggjorde, at hun vil skære i den danske bistand til Nicaragua.
Begrundelsen fra udviklingsministeren er, at demokratiet er under pres, og at hun samtidig vil sende et signal til Nicaraguas regering og 'pro-demokratiske kræfter'.
- Danmark og de øvrige donorer er meget bekymrede for udviklingen i Nicaragua, udtaler Ulla Tørnæs.
I 2008 var den danske bistand til Nicaragua på 172 millioner udbetalte kroner. I 2009 faldt den til 165 millioner, og ifølge Ulla Tørnæs vil bistanden falde yderligere til 135 millioner kroner i 2010.
Men Tørnæs vil også omlægge bistanden og tage penge fra de statslige institutioner.
- Vægten flyttes fra staten til det private erhvervsliv og civilsamfundet. Det vil blandt andet sige til NGO`er og uafhængige medier, siger Ulla Tørnæs.
Men Tørnæs nævner ikke, hvilke private kræfter der er tale om.
Dén beslutning afføder kritik fra et medlem af den danske Mellemamerika Komiteen (MAK).
- Det giver ikke mening at udlicitere den danske bistand til det private erhvervsliv i et land, hvor den sociale udvikling har stået i stampe siden halvfemsernes neoliberale reformer. Valget af Daniel Ortega kan netop ses som folkets ønske om en anden form for styre end den, der dikteres af den private sektor, siger Thea Erschens fra MAK, til Arbejderen.
MAK er dog kritisk overfor et kommunalvalg i november 2008, hvor der var rapporter om valgsnyd. Og det er da også dette valg, flere donorlande bruger som begrundelse til at skære i støtten til.
I den danske ulandsorganisation IBIS mener man, at det er vigtigt at være kritisk overfor statsapparatet i Nicaragua.
- Præsident Ortega har lavet nogle meget uheldige alliancer. Blandt andet med den katolske kirke, siger IBIS generalsekretær Vagn Bertelsen til Arbejderen.
Vagn Bertelsen mener, at retorikken fra Nicaraguas udenrigsminister er 'skinger' .

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. sep. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:28

Indland