Lærere, pædagoger samt social- og sundhedsarbejdere ruster sig til kommunalvalget. En fælles faglig front rykkede mandag et skridt nærmere
Når startskuddet lyder til kommunal- og regionsvalgene i efteråret, vil folkeskolens, børnehavernes og ældreplejens frontarbejdere stå skulder ved skulder for at sætte velfærden på dagsordenen.
- Vi er kommet et stort skridt nærmere i retning af at samle de tre organisationer, som repræsenterer den store tyngde af ansatte på de kommunale budgetter, om at rejse nogle fælles politiske krav til kandidaterne, siger FOA`s formand, Dennis Kristensen, til Arbejderen.
Mere end 300 tillidsvalgte, lokale og centrale ledere fra Fag Og Arbejde (FOA), Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund (BUPL) og Danmarks Lærerforening (DLF), var mandag samlet til konference i Nyborg på Fyn.
Under overskriften 'Mere velfærd, mindre marked' rundede de tre store velfærdsfagforeninger en række fælles møder af, og deltagerne drøftede lokale initiativer op til kommunalvalget den 17. november.
Asbjørn Wahl fra den norske sammenslutning 'For Velfærdsstaten' fortalte om, hvordan den norske arbejderbevægelse er gået sammen med blandt andet bonde-, kvinde- og studenterorganisationerne om at stille fælles politiske krav til de politiske partier, der ønsker deres støtte.
- Vores erfaringer viser, at det kan lade sig gøre at skabe en bred platform for en ny politisk kurs. Vi udviklede vores egne politiske krav, pressede socialdemokraterne til venstre og vandt valget i 2003. Nu, hvor krisen miskrediterer det rådnende system, har vi bedre muligheder end nogensinde før for at vise vores alternativer. Det er et spørgsmål om vores evner, om det lykkedes. Vi godtager for meget og kræver for lidt, fastslog Asbjørn Wahl.
De efterfølgende indlæg i debatten viste bred enighed om at lade sig inspirere af de norske erfaringer.
Velfærdsarbejderne vil kæmpe mod markedsgørelse, New Public Manegement-styring, privatisering og ulighed, og for at bryde skattestoppet, presse den politiske opposition til venstre og kræve flere ressourcer og mere ansvar i den offentlige sektor.
- Jeg forestiller mig, at de tre organisationer nu vil spille ud med en række fælles politiske krav centralt fra, og samtidig understøtte de lokale afdelinger i kommunalvalgkampen med baggrundsmateriale og opbakning, siger Dennis Kristensen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278