Desperate skrig fyldte Nørrebro, da kampklædte betjente natten til i går ryddede Brorsons Kirken for irakiske flygtninge. En sorgens dag, siger præsten.

- Lad mig tale med ham! Vil I ikke nok lade mig tale med ham? Jeg vil bare tale med ham en sidste gang, inden I ta`r ham!
Den unge kvindes hjerteskærende skrig flænger tværs igennem de kaotiske lyde, der omringer Brorsons Kirken på Nørrebro i København.
Gennem hundeglammen, politisirener og protestråb fra en stor gruppe demonstranter og aktivister, græder hun sin fortvivlelse ud i natten: Hendes mand er fanget i kirken, som politiet har stormet, og vil om lidt blive slæbt ud til den bus, der vil køre ham og 16 andre irakiske flygtninge af sted mod fængsling og deportation.
Klokken er godt halv to natten til torsdag, da et halvt hundrede bevæbnede betjente sparker dørene ind og tvinger sig adgang til Brorsons Kirken, hvor omkring 70 afviste, irakiske asylansøgere de sidste tre måneder har søgt tilflugt fra tvangsudvisning til Irak.

Kaos i kirken
- Det var voldsomt og chokerende, da betjentene brød ind. Alt blev kaos. Folk løb op fra krypten og samlede sig i kirkerummet. De skreg og græd, og nogle af børnene tissede i bukserne af skræk. En kvinde, der er højgravid, faldt om, og en ung mand kravlede op på orgelet for at komme væk fra politiet. Han sad deroppe i undertøj og truede med at springe ud, fortæller Misja, en af de frivillige fra støttegruppen Kirkeasyl, der var til stede i kirken under rydningen.
Foran kirken har yderligere godt 50 betjente taget opstilling. Som deres kolleger i kirken er de bevæbnede med skjolde, hjelme, knipler og pistoler. Enkelte bærer tåregas og peberspray.
De bevogter indgangene til kirken og afspærrer området foran. En stor grøn bus bliver kørt hen til kirkens sideindgang.
- Vi er i gang med at anholde og efterfølgende køre omkring 20 yngre, enlige mænd i kirken væk. Det sker, for at vi, efter anmodning fra Rigspolitiets udlændingeafdeling, kan undersøge deres identitet. Kvinder, børn og ældre bliver ikke taget med. De kan blive, siger politiets pressetalsmand, Flemming Steen Munk, til Arbejderen.
Samtidig bliver kvinder, børn og ældre mennesker ført ud af kirken af politiet. Mødrene og børnene forsvinder grædende og angste ned langs sidegaderne, hjulpet af Kirkeasyls aktivister.
Bisian Avdel på 14 år, løber med sin mor og lillesøster væk. Hun vender sig og ser tilbage mod kirken, hvor hendes far bliver ført ind i den grønne bus.

Voldsomme protester
Klokken to har omkring 200 lokale beboere og asylaktivister samlet sig foran kirken.
Nogle holder stearinlys og bannere, mens andre har sat sig ned i vejkrydset, for at forhindre bussen i at køre væk med flygtninge. Mange græder og forsøger at tale til betjentenes samvittighed.
- Hvorfor vender I jer ikke om og ser på de børn, der er ved at blive udvist til bomber og død? Hvis vi ikke opretholder Genévekonventionen, hvad er vi så for et land? Hvad har vi tilbage, råber en ung mand.
- Dette er ikke hvad danskerne vil. Det er imod al dansk anstændighed, supplerer en ældre kvinde.
Betjentene stirrer stift ud i mørket. For to måneder siden meddelte chefpolitiinspektør Per Larsen, at politiet ikke brød sig om tanken om at skulle rydde en kirke, men nu er det umuligt at tyde deres ansigtsudtryk.
- Jeg vil ikke kommentere på, om den holdning har ændret sig nu. Vi er sat i verden for at udføre de opgaver, vi bliver pålagt. Sådan er det nu engang i et retssamfund, fastholder Flemming Steen Munk.

Desperate skrig
Længere nede ad gaden er bussen blevet næsten fyldt af de mandlige flygtninge. De bliver ført ud af kirken med deres bagage af flere betjente og lagt i strips, når de kommer op i bussen.
15 par øjne stirrer ud gennem ruderne med desperate udtryk. Så lyder den unge kvindes desperate skrig igen. Turen er kommet til hendes mand, som råber til hende, mens fem stærke betjente tvinger ham fremad mod busdøren.
- Nej, nej, nej, hulker hans kone.
- Har I intet hjerte? Har I ingen familie? Lad mig tale med ham, beder hun.
Med et får hun revet sig løs fra betjentene ved afspærringen. Hun løber hen mod bussen og får endelig lov at se sin mand et øjeblik, før hun bliver ført ind bag fortovet igen. Hun og hendes mand fastholder hinandens blikke gennem det støvede busvindue.

Blokader og knipler
Da 19 mænd er samlet i bussen, bliver dørene lukkede, lygterne tændt og motoren sat i gang.
Antallet af forsamlede foran kirken ser nu ud til at være nået op over 500, og mens bussen gasser op, stiger den ophidsede stemning på gaden.
>- Kom så væk! Flyt jer!, råber betjentene, som har slået deres visirer ned.
Demonstranterne har sat sig ned i store grupper på alle de veje, der fører væk fra kirken. Politiet griber fat i de siddende en efter en og tvinger dem væk fra vejen.
En ung mand lægger sig ind foran hjulene på bussen, og tilskuerne holder vejret et par minutter, indtil en gruppe civile betjente flår ham væk.
Så svinger bussen væk fra kirken, og kører ned af Rantzausgade. Den er fulgt af en lang kortege blå mandskabsvogne og civile politibiler og flere hundrede løbende demonstranter.
På hjørnet af Rantzausgade og Kapelvej møder bussen endnu en blokade. Politiet bruger både tåregas og knipler for at slå bussen igennem blokaderne.
En pressefotograf kaster op på fortovet, angiveligt efter at have fået peberspray i ansigtet.
På sidevejene bygger andre aktivister blokader af cykler og byggeaffald. En enkelt malerbombe flyver gennem luften og sprøjter bussens forrude hvid.
Der lyder høje klask, når knippelslagene rammer demonstranternes arme og rygge. Til sidst får bussen kørt sig fri og sætter kurs mod Åboulevarden, en bred indfaldsvej som vil give fri passage til at køre flygtningene ud af byen.

Bussen forsvinder
Stemningen bliver stadig mere desperat. Demonstranter lægger sig ned på vejen og forsøger at rulle sig ind under forhjulene på bussen, som standser med voldsomme ryk.
Ved indkørslen til Åboulevarden standses bussen af en sidste blokade. Demonstranterne kæmper indædt for at blive siddende, men politiet vælter aktivisterne om på maven en efter en. De river de forreste aktivister ind bag politikæden, mens knippelslagene hagler ned over de liggende demonstranter.
Omkring klokken fire er de voldsomme kampe ovre.
Bussen forsvinder i høj fart ud af Åboulevarden, omringet af mandskabsvogne og udrykningsbiler.
Der bliver pludselig meget stille på den nattetomme gade.
Asylaktivister, lokale beboere og pårørende stirrer efter bussen med røde øjne, mens rester af tåregas flyder sammen med deres tårer.
- Vi er mange, som kender de mennesker, og har været involverede i deres liv i lang tid. Vi har brug for at samles nu og bearbejde vores chok og sorg sammen, og diskutere, hvad vi skal gøre nu, siger Kirkeasyls pressetalsmand, Jakob Tamsmark.
Dagen er begyndt at lysne, da aktivisterne samles i et medborgerhus et par gader fra kirken for at søge trøst hos hinanden.

Præsten i chok
Tilbage ved Brorsons Kirken drejer sognepræst Per Ramsdal nøglen om til hovedindgangen.
- Der er fuldstændig tomt nu. Kirken er helt ryddet, fortæller han til Arbejderen.
- Det var godt, at jeg gik en sidste runde, inden jeg slukkede lyset. Oppe i kirkerummet så jeg en arm stikke op mellem stolerækkerne. Den vidste sig at tilhøre en af de ældre kvinder, som havde skjult sig der. Nu sad hun helt stille på gulvet, forstenet i chok og ude af stand til at sige noget.
Selv virker Per Ramsdal også chokeret. Han taler lavt og langsomt og siger selv, at han græder inden i.
- Det er en sørgelig dag for vores land og samfund, men også for den danske folkekirke. Kirken har altid været et helligt rum, der ikke kunne krænkes. Men det er sket for første gang i Danmarkshistorien her i nat, fastslår Per Ramsdal.
Præsten var hjemme, da rydningen begyndte, men tog straks hen i kirken, hvor han fik adgang.
- Det var et meget grimt syn, der mødte mig. Alle irakerne havde samlet sig under alteret. Der stod de så med deres børn og babyer, mens rummet var fyldt af betjente, fortæller Per Ramsdal.
Han kalder politiets fremfærd under rydningen og mod asylaktivisterne for 'meget, meget voldsom'.
- Jeg er dybt rystet over det, der er foregået her i nat. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det ville ske, og jeg havde aldrig troet, at det ville ske på den måde, siger Per Ramsdal.
På pladsen foran Brorsons Kirken vidner en samling blafrende stearinlys og et par efterladte bamser om, at her blev en gruppe desperate skæbner beseglet i nat.

Støt de irakiske asylansøgere - kirkeasyl.dk