Emma er ti år. Ni års liv i danske asyllejre har brudt hende psykisk ned. I dag lever hun illegalt vistnok i Tyskland efter, at familien har fået afslag på asyl

Familien ankom til Danmark i år 2000 og har netop igen fået afslag på asyl. De er etniske romaer fra Kosovo, hvor de kom i klemme mellem serberne og albanerne og i forbindelse med krigen i Eksjugoslavien var i direkte livsfare. Familien kommer fra en landsby, hvor de som romaer er blevet chikaneret hele livet.
Hver familie har sin historie, men et mønster går igen for mange romaer som følge af krigen: De har været truet på livet, har måttet forlade deres hjem og mange har set deres huse blive brændt af og har måttet bo under broerne i Beograd.
De har været tvunget til at gøre 'det beskidte arbejde' i og uden for hæren, hvor de har ryddet op efter massakrer og slæbt lig til massegravene. Vold, voldtægt, forhør og tortur har hørt til dagens orden.
Romaerne tør ikke vende tilbage, da albanerne truer dem, fordi de har arbejdet for serberne under krigen, mens serberne forfølger dem, fordi de er romaer og muslimer.
Med denne bagage ankommer de hertil, men det giver ikke asyl i Danmark. Heller ikke selv om Flygtningenævnet ofte i afslagene må skrive, at det endnu ikke har været muligt tvangsmæssigt at udsende dem på grund af de usikre forhold i Kosovo.
Resultatet er, at de afviste asylansøgere lever år ud og år ind i konstant frygt for udvisning.

Ansigt uden mimik
Emmas familie består af far, mor og to børn: En dreng på fem år, som er født i Danmark og går i børnehave i Sandholm, og så Emma som var et år, da de kom hertil. I dag er hun ti år og går i Dansk Røde Kors` (DRK) skole i Lynge.
Emma er ekstremt tynd og spinkel og har et ansigt næsten helt uden mimik. En overgang var hun stum, og nikkede blot, når man talte til hende. Klæbende op ad moren, som hun vogtede over og passede på. Moren siger om hende, at det er, som om lyset er slukket i hendes øjne.
Emmas stumhed indtrådte, da læsset væltede, og familien i desperation valgte at gå under jorden. Faren, der har en alvorlig psykisk diagnose oven på fortiden og efter otte års uvished i danske asyllejre, havde et sammenstød med nogle mænd fra andre eksjugoslaviske etniske grupper, og alle blev dømt og fik udvisningsdomme oveni.
I panik flygtede han med familien og fik, som de øvrige involverede, derfor ikke chancen for at få ændret dommen til en betinget dom, da dommen blev stadfæstet i hans fravær.
Efter opholdet under jorden i knap et år, hvor familien hutlede sig igennem, var Emma ved tilbagekomsten til Sandholm i en elendig forfatning. Moren måtte følges med hende i skole hver dag, og hun havde ikke kontakt med nogen. Hun talte ikke, sad ganske stille, legede ikke med nogen og havde ingen veninder.
Men langsomt begyndte en mere positiv udvikling; skolen kunne berette om bedring. Emma talte igen og var mindre trist, og hun fik en veninde i lejren. I dag taler hun både dansk, serbisk og roma og oversætter tit for sin mor.

Far i fængsel
Så kom næste chok: Ved et af de ugentlige obligatoriske fremmøder hos politiet blev faren uden varsel fængslet og ført fra Sandholm, for nu skulle dommen afsones. Moren kom i krise, og Emma blev igen dårlig. Lillebroren, der hidtil havde været en glad lille dreng, fik krisesymptomer: Begyndte at græde uden varsel og uden appel til de voksne. Han begyndte at vågne om natten, mente at faderen stod uden for døren, og at de skulle lukke ham ind.
Emma nægtede at besøge sin far i fængslet, da hun havde en panisk angst for politiet, som hun har oplevet i flere traumatiske situationer. Hun fik heftig hjertebanken, når talen faldt på politiet. Hun var bange for, at de også skulle tage moren, så hun og lillebroren ville blive helt alene i verden.
DRK gik med sit psyko-sociale team ind med en handlingsplan, hvor en støtteperson kunne hjælpe i den akutte situation. Men DRK ser det ikke som sin opgave at være barnets advokat på længere sigt. De hjælper her og nu, mens familien er i Danmark, men blander sig ikke i en eventuel udvisning, uanset om en sådan vil kunne få katastrofale følger.
Mens en ansøgning om humanitært ophold blev undersøgt af myndighederne, blev familien sat i fase 2, hvilket betyder, at man har tilladelse til at være i landet under sagsbehandlingen, og ikke skal stille hos politiet. Desuden får man madpenge og behøver ikke spise i fælleskantinen.
Lidt håb og optimisme blev etableret, indtil afslaget kom. Så vendte angsten tilbage, og Emma begyndte atter at vågne med mareridt hver time natten igennem. Hun forstod, at de igen var tilbage i fase 3: udvisningspositionen.
Skolegangen, som hun ellers var begyndt at klare uden moren, blev igen svingende. Emma reagerede med kvalme, mavesmerter og hovedpine.

Truet barn
Undervejs har der været tale om, at en børnepsykiater skulle undersøge Emma, men moren ville ikke være med til det. Hun frygtede, at børnene skulle blive taget fra hende. Her kunne DRK dog berolige hende, for hun var en god mor, der gjorde, hvad hun kunne, under de givne forhold. Men også hun havde sit at slås med: Hun var opereret for en hjerteklapfejl og havde også lidt psykisk overlast.
Da moren blev ved med at være urolig for sin datters tilstand, besluttede hun til sidst, at en børnepsykiater skulle tale med Emma.
Børnepsykiaterens undersøgelse bekræftede, at der var tale om et ekstremt udsat barn, der levede under et stort pres, som påvirkede hende voldsomt, både psykisk og fysisk, at hendes udvikling var truet og at hun krævede professionel behandling.
Børnepsykiateren konkluderer, at pigen er i konstant alarmberedskab og truet af den tilstand, der er beskrevet som depressiv devitalisering, en tilstand, hvor barnet opgiver livet, trækker sig tilbage fra andre og undlader at tage næring til sig.
Udtalelsen blev vedlagt en ny ansøgning om humanitær opholdstilladelse for Emma, men et par dage efter kom der afslag med henvisning til, at hendes diagnose ikke gav mulighed for dette, idet man kun tager hensyn til voksnes diagnoser, ikke børns, uanset alvoren i barnets sundhedsmæssige tilstand.
Efter disse ord er blevet nedskrevet er familien blevet splittet ad. Moren gik under jorden med Emma og hendes lillebror, mens faren sad i fængsel og familien fik besked om snarlig udsendelse. Moren og de to børn menes at være illegalt i Tyskland nu; faren er udrejst til Kosovo.

Mellemoverskifter indsat af Arbejderen

Debatten om afviste asylansøgere handler ikke kun om irakere. Der er mellem 500 og 700 afviste asylansøgere i Danmark. De kan ikke få lov til at blive, men kan heller ikke sendes tilbage til de lande, de er flygtet for.
Bogen 'Afvist - Asylansøgere i Danmark' sætter fokus på, hvad asylansøgernes mangeårige ophold i asylcentrene gør ved disse mennesker. Arbejderen bringer i dag med tilladelse fra forlaget tre af de i alt 20 konkrete beretninger om menneskeskæbner fra bogen.

Eline Mørch Jensen m.fl.: Afvist - Asylansøgere i Danmark. Tiderne Skifter.