22 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Irakere udvises til kaos og krig

Irakere udvises til kaos og krig

Lørdag, 27. juni, 2009, 00:00:00

I hele 2008 blev der dræbt omkring 25 civile i Irak - om dagen! Det er denne virkelighed, som den danske regering vil tvinge flere hundrede mennesker tilbage til

Velkommen til Irak:
- Du handler på markedet, men du er bange hele tiden. Der er måske nogle der følger efter mig, eller begynder at skyde på mig. Du kan ikke slappe af i ét sekund. Du tænker konstant: de sprænger en bombe, eller de begynder at skyde, fortæller Said.
Said er én ud af 35 irakere, der er blevet interviewet af FN`s flygtningeorganisation UNHCR om at blive sendt fra Danmark til Irak.
Irakere som tidligere har haft ophold i Danmark, og er vendt tilbage til Irak, fortæller om en hverdag fyldt med frygt og usikkerhed.
Selvmordsbomber, bilbomber, bortførelser, tortur, psykisk stress, smadrede skoler og høj arbejdsløshed.
Det er det, der ifølge en ny rapport fra FN`s Flygtningehøjkommissariat UNHCR, venter omkring 280 børn og voksne irakere, som står til tvangsudvisning fra Danmark.

Venstres virkelighed
Hos regeringspartiet Venstre mener man, at tvangsudvisningerne er i orden.
- Man må altså se tingene i sin helhed. Og sandheden er jo, at sikkerhedssituationen i Irak er blevet forbedret betydeligt, og blandt andet er børns rettigheder blevet skrevet ind i den irakiske konstitution, siger Karsten Lauritzen, udlændingeordfører for Venstre, til Arbejderen.
FN-folkene har været i hele Irak. Deres rapport beskriver blandt andet sikkerhedssituationen i samtlige Iraks provinser. Og skal man tro rapporten, så er store dele af Irak et yderst farligt sted at leve.
'I Irak ses der stadigvæk vilkårlige og bevidste angreb på civile af selvmords- og bilbomber, bortførsler, tortur, udenomsretslige drab og tvungen fordrivelse', lyder den generelle vurdering af sikkerhedssituationen i Irak.
UNHCR fraråder, at irakiske flygtninge sendes til blandt andet det centrale og det sydlige Irak samt Kirkuk i nord. Der er dog visse provinser, hvor situationen er forbedret i forhold til tidligere.

Lad dem blive
Hos Amnesty International i Danmark tager man rapporten meget seriøst, og her har man valgt at fraråde tilbagesendelse til fem af Iraks 18 provinser.
- Når vi nævner UNHCR`s rapport, så er det fordi de griber fat i de mest usikre provinser. UNHCR vogter så at sige over flygtningekonventionen, og ifølge den kan man ikke bare tvangshjemsende flygtninge til krig og usikkerhed. Danmark var i øvrigt et af de første lande til at underskrive flygtningekonventionen, siger Ole Hoff-Lund fra Amnesty International, til Arbejderen.
- Vi mener, at de irakiske flygtninge forlængst skulle have haft tilbud om en ny tilværelse her i Danmark, slutter han.
Det lytter regeringen imidlertid ikke til. I går blev de første seks irakere tvangshjemsendt til det besatte land.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. jun. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:28

Indland