25 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Vidner afvist i grundlovssag

Vidner afvist i grundlovssag

Tirsdag, 16. juni, 2009, 00:00:00

Grundlovssagen blev udskudt mindst en dag. Juraprofessor Ole Krarup fik i går et ildebefindende i retssalen under sin fremlæggelse af sagen

Hverken juraprofessor Hjalte Rasmussen, der underviser i EU-ret på Københavns Universitet, eller det mangeårige medlem af EU-parlamentet, Jens Peter Bonde, får lov til at sætte sig i Østre Landsrets vidneskranke og forklare, hvordan Lissabon-traktaten griber ind i almindelige menneskers hverdag.
Det er ellers et centralt spørgsmål i den såkaldte grundlovssag, som Østre Landsret indledte i går.
31 danskere har anklaget den danske regering for grundlovsbrud, fordi den underskrev Lissabon-traktaten uden at spørge danskerne ved en folkeafstemning?
Før, de får lov til at få deres sag for retten, skal Østre Landsret tage stilling til, om de 31 danskere, der har anlagt sagen mod regeringen, har en retslig interesse i at føre sagen.
Men de får ikke lov til at føre vidner til at forklare, hvorfor de har interesse i sagen. De to ekspertvidner, som sagsøgerne ville indkalde, får nemlig ikke lov til at komme til orde, har Østre Landsret besluttet. Det er regeringens forsvarer glad for:
- Deres synspunkter er allerede kendte. De har begge skrevet artikler og bøger. Hvis man vil have deres synspunkter frem, kan man jo fremlægge deres skriftlige materialer, siger kammeradvokat Peter Biering til Arbejderen.
Han er forsvarer for regeringen - konkret tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per Stig Møller.
Gårsdagens retsmøde var kun lige gået i gang, da juraprofessor Ole Krarup - der fører sagen på vegne af de 31 danskere - fik et ildebefindende. Herefter blev mødet udsat.
Også i Tyskland, Tjekkiet og Storbritannien har almindelige borgere stævnet deres nationale regeringer.
Sagen ventes at fortsætte i dag.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. jun. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:28

Indland