15 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Polske kolleger budt velkommen

Polske kolleger budt velkommen

Torsdag, 04. juni, 2009, 00:00:00

Arbejdsløse håndværkere fra København og Århus bød onsdag, sammen med spidskandidaten for liste N, Søren Søndergaard, polakker velkommen på havnen i København

- Drogi kolego - witamy w Danii! Kære kollega - velkommen til Danmark!
Sådan lyder det fra omkring 70 aktivister, der onsdag morgen har taget opstilling på Dampfærgevej 30 i København, da færgen fra Swinoujscie i Polen lægger til.
- Jeg ønsker polske og østeuropæiske håndværkere velkommen til Danmark. I Folkebevægelsen mod EU støtter vi arbejderes ret til at tage til andre lande for at søge efter arbejde. Men vi kan ikke acceptere, at udenlandsk arbejdskraft misbruges til social dumping og udsættes for uacceptable og ofte livsfarlige arbejdsforhold, siger Søren Søndergaard i en tale ved den polske færges ankomst.
Han er medlem af EU-Parlamentet og spidskandidat for Folkebevægelsen mod EU.

Klart budskab
I talen understreger han videre, at det er regeringen og Folketingets ansvar at sikre, at udenlandsk arbejdskraft ikke underbetales og udsættes for uacceptable og livsfarlige arbejdsforhold.
- Desværre tillader EU i dag underbetaling af udenlandske arbejdere. Det må der sættes en stopper for. Folkebevægelsen opfordrer derfor regeringen og Folketinget til at beslutte, at udenlandske arbejdere skal arbejde efter danske normer. Arbejde, som udføres i Danmark, skal udføres efter gældende danske overenskomster. Der bør være lige arbejde på lige vilkår, er Søren Søndergaards klare budskab.
Mens tv-kameraer snurrer bliver der delt poser med morgenbrød og løbesedler på polsk og dansk ud til færgens passagerer.
Michael Johnson, repræsentant for arbejdsløshedsklubben i 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF), har på ganske kort tid været med til at stable aktionen på benene.

En succes
Han tøver ikke med at kalde den en succes.
- Vi er gået efter en presseaktion. Pressen er her og passagererne har taget vel mod os, med undtagelse af en enkelt, der returnerede morgenbrødet, fortæller den københavnske håndværker til Arbejderen.
Han fortsætter:
- Vi ønsker at gøre opmærksom på de problemer, som EU har skabt på det danske arbejdsmarked. Social dumpning, løntrykkeri og undergravning af vores overenskomst- og samfundssystem er en direkte følge af EU`s indre marked og EF-domstolens indblanding i danske forhold.
Af den uddelte løbeseddel fremgår det da også tydeligt, at de danske håndværkere og EU-modstandere mener, at EU bærer en stor del af skylden for at udenlandske arbejdere bliver udnyttet, når de får arbejde i Danmark. Samtidig bliver det slået fast, at danske håndværkere intet har mod udenlandske kolleger. 'Vi vil arbejde på lige vilkår! EU skal holde fingrene væk fra vores overenskomster! Vi vil være kollegaer, ikke konkurrenter!', står der direkte henvendt til gæsterne fra Polen.
Onsdagens aktion blev ud over Folkebevægelsen mod EU`s faglige udvalg og 3F BJMF bakket op af Murerne & Murerarbejdsmændenes Faglige klub i København og Den Polske Klub. Endelig havde 15 arbejdsløse håndværkere fra aktivitetsudvalget i 3F Transport, Logistik & Byg i Århus, taget turen til hovedstaden for at bakke op om aktionen og spidskandidaten på Liste N.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. jun. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:28

Indland