Deltagelse i en fredelig demonstration, der udvikler sig voldeligt, er ikke nok til at blive dømt. I går stadfæstede Østre Landsret byrettens afgørelse og frifandt 24
Det er en god dom og en god dag.
Ordene er advokat Sysette Vinding Kruses første, da Arbejderen beder hende komme med en kommentar til Østre Landsrets dom i går i den såkaldte knibtangs-sag.
- Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse, og alle 24 sigtede er dermed frikendt. Det er nu slået fast, at man ikke kan dømmes for at have deltaget i en fredelig demonstration, der pludselig udvikler sig voldeligt. Heller ikke selvom man har gået helt oppe foran i demonstrationen, forklarer advokaten.
Kort fortalt handler sagen om, at de nu frikendte deltog i en sympatidemonstration for Ungdomshuset i marts 2007. Her blev de fanget mellem politiet og stenkastende demonstranter. Da ingen af dem havde deltaget i urolighederne, havde de ingen grund til at løbe.
I stedet stillede de sig ved en kirkegårdsmur, som det eneste sted de kunne være sikre - og det eneste sted de kunne være. Her blev de anholdt, fængslet og på påstande fra politiet anklaget for medvirken til vold og grov vold mod politiet.
Forældre mod politibrutalitet har fulgt sagen helt tilbage fra grundlovsforhørene, som førte til varetægtsfængslinger for de fleste.
- Dommen i dag er en sejr for demonstrationsretten. Dommen har cementeret, at politiet ikke uden videre kan masseanholde folk og fængsle dem. Politiet forsøgte med fire løgnagtige rapporter, men det lykkedes ikke, siger en tydelige glad Lisbeth Bryhl fra foreningen til Arbejderen.
Hun glæder sig over, at man nu igen kan deltage i en demonstration uden at risikere anholdelse og en tur bag tremmer.
Sysette Vinding Kruse skal nu i gang med at rejse krav om erstatning på baggrund af uretmæssig anholdelse og indespærring. Nogle af de nu frikendte var fængslet i op til 14 dage.
Derudover skal hun sammen med andre advokater i den kommende tid skrive en hvidbog om politiets og hele retsmaskineriets behandling af sagen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278