Der var strejke, mestre uden overenskomst fik pillet stilladser ned, der var demonstration gennem byen og midt på torvet blev bygget en daginstitution
5:30 - Nytorv
Selvom solen skinner er det stadig råkoldt, da en lastbil kører ind på Nytorv i København med trælægter, mursten og andet byggemateriale. De arbejdsløse håndværkere, der er mødt op, kaster sig over arbejdet med det samme.
Den fælles europæiske aktionsdag for faglige rettigheder og krisebekæmpelse er i gang.
- Vi laver det her for at gøre opmærksom på, at arbejdsløsheden stiger nu. Der er mange ledige hænder samtidig med, at der er brug for at bygge nye daginstitutioner og renovere skoler, institutioner og andre offentlige bygninger, siger tømrersvend@ Kent Persson til Arbejderen.
De arbejdsløse bygningshåndværkere vil vise, hvordan de to problemer kan løses samtidig, hvis de bliver hyret til noget af det offentlige anlægsarbejde, der mangler. Derfor bygger de en børneinstitution, som skal stå klar, når de københavnske pædagoger og børn kommer forbi senere på dagen.
9:15 - Nørrebrohallen
Lyden af 500 par stilladsarbejderhænder, der bliver klasket mod hinanden, får hele Nørrebrohallen på Ydre Nørrebro til at gungre, da alle de organiserede københavnske stilladsarbejdere giver deres samtykke til strejke resten af dagen.
- Når vi rykker, så rykker vi sgu alle sammen, siger stilladsarbejder Klaus Dahl.
Han og sjakket skulle egentlig være mødt klokken syv på en byggeplads i Indre By. Men så blev de ringet op om strejken, og på fem minutter var værktøjet pakket sammen og kursen sat mod Nørrebro.
- Mestrene skal holdes fast på de aftaler, de laver med os, selvom EU og regeringen prøver at undergrave vores overenskomster. I dag viser vi dem, at der kun skal en enkelt rundringning til, før vi alle sammen står sammen. Det er det, der gør stilladsklubben så afsindig stærk, smiler Klaus Dahl, med et stolt nik ud over den fyldte hal.
10:00 - Nytorv
Inde på Nytorv har børn og pædagoger fra 14 københavnske institutioner taget deres ny institution i brug med balloner, gøglere og musik.
Lisbeth Ivarsen, pædagog i Murergårdens vuggestue, er dukket op med ti børn og to kolleger.
- Når forældrene kommer for at kigge på institutionsplads hos os, er de bange for kun at kunne få noget på Amager eller i Brønshøj, selvom de bor på Nørrebro, fordi der ikke er plads nok på institutionerne. Det er da fjollet, når der samtidig går arbejdsløse bygningsarbejdere rundt, påpeger hun.
Ved stativet med heliumflasker er Raminn Masoud fuldt beskæftiget med at lave balloner til de mange børn.
Han læser ellers til ejendomstekniker, men har svært ved at få en læreplads.
- Det er krisen siger de. Regeringspolitikerne skulle se at få lettet deres bagdele og give kommunerne nogle flere penge til at bygge og brolægge for, så vi kunne få noget mere arbejde, fastslår Raminn Masoud.
11:10 - Valby
Mændene på stilladset kigger overrasket op, da bilkonvojen bremser foran byggepladsen i Valby og 50 stilladsarbejdere springer ud og går i gang med at pille stilladset ned.
- Hvad fanden laver I, spørger en af dem, men slapper af, da han får forklaret, at stilladset bare skal ned, fordi deres mester ikke vil tegne overenskomst med fagforeningen.
- Jo tak. Kan I ikke også hjælpe os med at finde en ordentlig mester, griner han.
Efter stormødet i Nørrebrohallen har de strejkende stilladsarbejdere fordelt sig i grupper ud over byen og er gået i gang med at pille de stilladser ned, som er sat op uden sikkerhedsregler og overenskomst.
- Den borgerlige regeringen har skåret ned på Arbejdstilsynet, og når hverken de eller politiet vil gøre noget, må vi gå i aktion. Så kan det godt være, det er ulovligt - men den slags stilladser er jo dødsensfarlige at arbejde på, forklarer en af de strejkende.
Der bliver arbejdet hurtigt og rutineret, og da politiet få minutter senere kommer kørende, ee halvdelen af stilladset pillet ned og de strejkende netop kørt væk.
13:30 - Nørrebrogade
Ud på eftermiddagen har stilladsarbejderne sammen med andre fagforeninger samlet sig foran Nørrebrohallen bag en fortrop af røde faner og lastvogne.
Optoget bevæger sig op ad Nørrebrogade mod Nytorv, hvor bygningsarbejderne og pædagogerne venter.
- Hvor er det dejligt at se, hvordan et frugtbart samarbejde mellem arbejdsløse håndværkere, pædagoger, lærlinge og studerende bogstavelig talt vokser frem af stenbroen, udbryder Anders Olesen, formand for Byggefagenes Samvirke, fra talerstolen på Nytorv.
Han understreger, at det ikke er østarbejderne, men EU`s angreb på konfliktretten, der er problemet.
- Sæt arbejde i gang til fællesskabets bedste og forsvar de faglige rettigheder, så EF-domstolens angreb på konfliktretten ikke underminerer arbejdsmarkedet, understreger Anders Olesen, før han slutter med en opfordring til at samles igen ved Folketingets åbning og kræve en ny politik.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278