04 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

1500 i aktion mod kulkraft

1500 i aktion mod kulkraft

Tirsdag, 29. september, 2009, 00:00:00

Initiativtagerne betegner lørdagens ¤¤Shut it down¤¤-aktion som en succes og lover flere kreative og farverige aktiviteter for en ny klimadagsorden

Klokken viser 14 på det store ur som hænger over isenkræmmeren på Christianshavns Torv i København. Unge med hanekamme blander sig med unge i joggingtøj eller pæne nederdele. Torvet er ved at være godt fyldt og luften er fyldt af forventning.
Om ganske kort tid vil forsamlingen på torvet, der hele tiden bliver større og større, sætte sig i bevægelse. Den vil begive sig ud til et kulkraftværk på Amager. Målet er at stoppe for kulforsyningen. Baggrunden for aktionen er, at kulafbrænding udleder store mængder CO2 og derfor er til fare for klimaet.
- Vi kan ikke vente ti eller tyve år på at afskaffe brugen af kul, for der vil det allerede være for sent at afværge mange af de værste klimaproblemer. Vi er nødsaget til at handle nu, siger talsperson for Shut It Down, Tannie Nyboe.
En af de forventningsfulde unge, som er mødt op på torvet, er Aksel Rosager Johansen. Han er 18 år, går på gymnasium i Viborg og er taget hele vejen til København for at være med i dagens aktion.
- Jeg håber, at vi får noget ud af det i dag, og at vi får sat fokus på, at kulkraft ikke dur. Politikerne gør ikke noget, og så må vi tage over som borgere, siger Aksel Rosager Johansen, mens han trækker i en hvid malerdragt, som han har givet 20 kroner for i Harald Nyborg. Med malerdragten vil Aksel demonstrere, at det ikke bare er vrede unge mennesker i sort tøj som går i aktion, men at alle kan være med.
Han er ikke er alene om sit påfund. Med ét render op imod hundrede unge rundt på torvet iklædt hvide dragter. En anden har en bjørn på hovedet, mens en gruppe piger er i færd med at binde hjemmelavede guldmasker for øjnene.
- Vi er superhelte, som skal ud og redde klimaet, forklarer Mette fra København, som gerne vil være på fornavn. Hun glæder sig til en spændende og aktiv dag.

Pengejunkier og profitmani
Så sker der noget. Musikken, der den sidste halve times tid har braget løs fra en højtalervogn, bliver med ét slukket. I få sekunder bliver der helt stille på torvet, som nu er fyldt til bristepunktet.
- Er i friske? Glæder i jer? Vidste I, at vi er den mest populære civilulydighedsaktion, der nogensinde er gået gennem Københavns gader? Der jubles og klappes højlydt, inden taleren, en ung fyr med et bredt smil, får lov at fortsætte.
- Alle er nemlig enige i, at hvis vi holder op med at fyre med kul, så vil CO2'en kunne nedbringes. Ja selv vores regering er vilde med os. Hos dem er der bare langt fra tanke til handling. Grin og begejstrede klapsalver blander sig med talerens ord om pengejunkier og profitmani. Han er blevet helt rød i hovedet af, at råbe sin energiske dundertale ud til forsamlingen.
- Vi gider ikke vente på politikerne, så i dag gør vi det, som alle synes er det rigtige. Vi lukker for kullet og sætter for en gang skyld klimaet over kapitalen.
Demonstrationen sætter sig i bevægelse. Der danses, slentres og råbes slagord i takt. 'Shut it Down - luk det ned', lyder det, og de ellers så øde villaveje i Amagerkvarteret bliver fyldt med livlige demonstranter.
Efter noget tid deler demonstrationen sig. En grøn mobil blok, som skal hoppe over hegn og klare sig igennem andre forhindringer, forlader demonstrationen. Den del af den tilbageværende demonstration, som ønsker at fortsætte mod værket, skal nu agere lilla blok. En blok, der i kraft af sin styrke ved at være mange sammen, skal presse sig igennem enhver forhindring ved hjælp af bløde skumgummi skjolde.

Forsinket dialog
Klokken nærmer sig 16. Fra lilla blok kan kraftværket omsider anes i horisonten, hvor røgen står tyk og hvid op af dets skorstene. 'Åben for dialog' står der på et stort blåt banner, som hænger ned fra kraftværket, og kan ses på lang afstand.
- Åben for dialog! De er sgu fulde af lort. I den sidste tid har vi gjort alt hvad vi kunne for at komme til at tale med dem, men de har ikke villet, så nu står vi altså her, lyder det fra højttalervognen.
Lilla blok er rykket helt frem til sit mål, hvor de modtages af en stor gruppe betjente, som er kampklædt til tænderne. Kniplerne bruges flittigt og rammer både skumgummiskjolde og aktivister.
Kort tid efter trækker blokken sig tilbage, ikke for at give op, men for at komme deres grønne venner til undsætning De befinder sig ved en anden indgang til kraftværket.

Politihegn
Da lilla tropper op, er en gruppe af de grønne aktivister i fuld gang med at klippe sig igennem de tre meterhøje pigtrådshegn, der omgiver Amagerværkets nabogrund.
Politiet, der er massivt til stede, står i lange rækker og kigger måbende til, som om de ikke rigtigt ved, hvad de skal fortage sig. Så må de have fået en ordre, for pludselig forsøger de stadig i rækker at dække de store hegnshuller, aktivisterne netop har lavet.
- Vi har en plan, lyder det pludseligt. Politi og aktivister tier og lytter lige forventningsfulde til pigen på højttalervognen.
- Løb til højre. Løb, løb, løb, råber hun. En stor gruppe aktivister stormer udover markerne med politiet i hælene. I deres kampkluns har de svært ved at følge med de unge sprintere, som når ind på Amagerværkets grund.
De mange hundrede aktivister, som er blevet stående tilbage, jubler og hujer. Begejstringen får dog en brat ende, da politiet, som nu har fået forstærkning, danner ring om aktivisterne og gør klar til masseanholdelse.
Fra højttalervognen opfordres til at 'gå stille og roligt tilbage'. Alligevel går politiet i gang med at anholde dem, de kan komme i nærheden af.

Klimakampen fortsætter
Klokken er lidt over 18. Tilbage på Kraftværksvej er demonstrationen atter samlet. Dog mangler cirka 170 aktivister, som er blevet anholdt af politiet.
- Aktionen kan kun beskrives som en succes. Det lykkedes os at komme ind på værket, og det synes jeg er rigtig flot. Politiet valgte at bruge unødigt hårde magtmidler for at sikre dansk kulafbrænding. Det er ærgeligt, men der blev kæmpet en brav kamp, og jeg er glad for, at der mødte så mange op til den flotte og farverige aktion. I var med til at vise, at vi er mange, der vil en anden energipolitik i Danmark, siger Tannie Nyboe. Hun lover, flere aktioner i den kommende tid.


Anholdelser
Politiet anholdt 177 demonstranter under Shut it Down-aktionen.
De fleste blev anholdt for at splitte demonstrationen. Størstedelen blev søndag sluppet på fri fod uden at blive sigtet. 12 demonstranter sigtes for at overtræde maskeringsforbudet, for hærværk eller for at råbe skældsord mod politiet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. sep. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:29

Indland