05 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Våbenhvile i Trekronergade

Våbenhvile i Trekronergade

Onsdag, 23. september, 2009, 00:00:00

I går indledte repræsentanter fra 3F og det konfliktramte Trekroner Penthouse forhandlinger om overenskomst. Både blokaden og arbejdet er midlertidig indstillet

De polske håndværkere får sig et måske tiltrængt hvil.
Det samme gør de blokadevagter, der siden 29. august har standset levering af materialer til ombygningen af tagetagen i Trekronergade 5-11.
Den midlertidige våbenhvile kom i stand i går efter en times møde mellem repræsentanter fra 3F og det konfliktramte Trekroner Penthouse. De mødtes i Dansk Byggeris lokaler.
Da betingelserne for at fortsætte egentlige forhandlinger om en overenskomst var på plads, satte bygherrer og fagforeninger sig sammen igen, nu i 3F`s forbundshus.
- Blokadevagterne er væk fra byggepladsen, og vi kan heller ikke se polakkerne. Men vi holder naturligvis øje med pladsen, fortæller Michael de Gier, faglig sekretær i byggegruppen i 3F Bygge-, Jord- & Miljøarbejdernes Fagforening, til Arbejderen.
Forhandlingerne var ikke afsluttet ved Arbejderens deadline.
Trekroner-konflikten har for alvor sat spot på de to danske bagmænd, Thomas Hübschman og Magnus Gardarsson. De ejer tilsammen selskaberne Tomahawk Development og Trekroner Penthouse, der benytter det polske firma Tomis Construction Enterprise til byggeopgaven i Trekronergade. Tomis har ansat underbetalt polske håndværkere.
Magnus Gardarsson har været nødt til at opsige sit job i ingeniørfirmaet Cowi, fordi han misbrugte firmaets navn i forbindelse med bestilling af byggematerialer til det konfliktramte byggeri af penthouselejligheder i Trekronergade.
Byggefagenes Samvirke og 3F Bygge, Jord- & Miljøarbejdernes Fagforening har i et stykke tid haft en 'gaveoverrækkelse i hejsen til Magnus Gardarsson', fortæller Michael de Gier.
Gaven, i form af en startpakke til et nyt liv som en god samfundsborger, skulle han have haft overrakt her til morgen klokken 7 på sin private adresse.
Aktionen er afblæst som konsekvens af gårsdagens forhandlinger, men fagforeningsrepræsentanter vil møde op ved Gardarssons adresse for at samle op på fremmødte, som ikke er blevet informeret.
I går skrev Arbejderen, at det svenske byggearbejderforbund Byggnads er gået ind i konflikten. Svenskerne har gjort Arbejderens redaktion opmærksom på, at det er sammen med andre forbund i det Nordiska Byggnads- och träarbetarefederationen (NBTF) at Byggnads støtter de danske kolleger i kampen for at få overenskomst.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. sep. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:29

Indland