27-årige Signe Færch er parat til at tage straffen for at støtte de irakiske flygtninge, der lever under jorden. Flere tusinde danskere deler hendes holdning
Mad, medicin, tøj og barnevogne. Det er helt basale ting, som de afviste flygtninge, der lever under jorden i Danmark, har brug for.
Signe Færch, 27-årig socialrådgiverstuderende, er ikke i tvivl om, at det er rigtigt at hjælpe flygtningene - selvom det måske er ulovligt.
- Når det handler om noget, der er så vigtigt, som mennesker i nød, må man gøre op med sig selv, hvad der er mest moralsk. Og for mig er det vigtigere at hjælpe de mennesker, end at overholde den lov, der forbyder mig at hjælpe, siger Signe Færch til Arbejderen.
Hun er næstformand i den nystiftede organisation, Støttekomitéen for skjulte flygtninge, som samler penge ind til de irakiske flygtninge, der lever under jorden efter rydningen af Brorsons Kirken på Nørrebro.
Hun er ikke alene om sin holdning. Torsdag kunne du læse i Arbejderen, at en lang række kunstnere og andre kendte danskere er med i den nystiftede støttekomité.
Og over 8800 danskere har på få dage meldt sig ind i gruppen 'Jeg vil skjule en flygtning' på den sociale netværksside Facebook.
Borgergruppen Kirkeasyl har omlagt sit arbejde efter rydningen af Brorsons Kirken og er gået i gang med en landsdækkende foredragsturné. Du kan bestille gruppen til at komme ud og holde oplæg. Samtidig startes stadig støttegrupper op på arbejdspladser og uddannelsessteder over hele landet.
Det er usikkert, om det er ulovligt at støtte flygtninge, der lever under jorden med penge eller andet. Men chefpolitiinspektør i Københavns Politi, Per Larsen, har til Politiken sagt, at politiet vil afhøre aktivisterne og undersøge, om de kan retsforfølges.
- Så må vi prøve det ved en domstol. Jeg er parat til at tage straffen, erklærer Signe Færch.
Læs mere på http://skjulteflygtninge.dk og http://kirkeasyl.dk.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278