17 Dec 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Tiger tavs om Israel-produkter

Tiger tavs om Israel-produkter

Onsdag, 09. september, 2009, 00:00:00

Tiger-kæden afviser at svare på, om dens produkter kommer fra de besatte palæstinensiske områder

'Vi har ikke nogen yderligere kommentarer til dine spørgsmål.'
Tigers marketingsansvarlige, Tina Schwarz, er kort og præcis i sin afvisning af Arbejderens spørgsmål.
Den 28. august kunne Arbejderen afsløre, hvordan Tiger-kæden har fyldt sine hylder op med israelske skønhedsprodukter. Tiger skriver ikke ét ord på produkterne, om hvor de er lavet. Men det er ikke den eneste oplysning, som Tiger gerne vil beholde for sig selv.
Arbejderen har flere gange ringet og skrevet til Tiger for at få svar på, om virksomheden kan garantere, at de israelske skønhedsprodukter ikke består af råvarer stjålet fra palæstinensiske områder og ikke er produceret på fabrikker, som ligger i de ulovlige israelske bosættelser.
Og nu er svaret kommet: Tiger har 'ikke nogen yderligere kommentarer', lyder den korte mail fra Tigers marketingsansvarlige.
FN fordømmer Israels besættelse af palæstinensisk land, og har flere gange slået fast, at de israelske bosættelser er ulovlige.
Netop nu sætter en international kampagne fokus på israelske skønhedsprodukter fra det Døde Hav. En del af produkterne produceres af firmaet Ahava i den ulovlige bosættelse Mitzpe Shalem på den besatte Vestbred i Palæstina. Fabrikken henter mineralerne til sine produkter i mudderet i det Døde Hav i de besatte områder.
EU og Israel har siden år 2000 haft en særlig associeringsaftale, der betyder, at varer fra Israel kan indføres i EU til en særlig lav toldsats. Men i aftalen slås det udtrykkeligt fast, at de særlige vilkår ikke gælder for varer fra bosættelserne i de besatte områder.
Ifølge aftalen skal israelske eksportører oplyse by og postnummer på alle varer fra Israel. Men det sker langt fra altid.

Du kan læse om den internationale kampagne mod de ulovlige bosætter-skønhedsprodukter på www.stolenbeauty.org

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. sep. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:29

Indland