09 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Genbrugs-finanslov uden effekt

Genbrugs-finanslov uden effekt

Onsdag, 26. august, 2009, 00:00:00

Med et underskud i statskassen på 86 milliarder kroner er der ikke råd til en vækstpakke, mener Hjort. Så drop skattelettelserne, lyder det fra Enhedslisten

Finansminister Claus Hjort Frederiksen roser sit og regeringens finanslovsforslag for at indeholde 'historisk højere offentlige investeringer' med en stigning på godt 11 milliarder fra 2008 til 2010.
Men det er reelt ikke meget andet end investeringer, der allerede er aftalt i de sidste par år, påpeger Lars Andersen, direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
- Regeringens retorik er, at der fremrykkes offentlige investeringer for 10 milliarder kroner. Det er imidlertid et samlet tal for både 2009 og 2010, der samtidig indregner allerede vedtagne initiativer, siger Lars Andersen.
Claus Hjort peger på det store underskud på godt 86 milliarder kroner som forklaring på, at regeringen ikke vil følge de økonomiske vismænds og AE-rådets anbefaling om at sætte gang i yderligere offentlige investeringer på 15 milliarder kroner i 2010.
Det ville bringe de samlede offentlige investeringer op på på 53,3 milliarder kroner og skaffe arbejde til omkring 20.000. Mens regeringen kun vil bruge 42,5 milliarder .
- Men det ville simpelt hen ikke være ansvarlig økonomisk politik i lyset af de massive lempelser, der allerede er besluttet, siger Claus Hjort Frederiksen.
Hvis regeringen mener, der mangler penge til at bekæmpe den stigende arbejdsløshed, har Enhedslisten et bud, forklarer partiets finansordfører Frank Aaen.
- Vi foreslår, at man her og nu annullerer regeringens skattelettelser for de rigeste og afskaffer skattefradraget for pensionsindbetalinger. Det vil give omkring 80 milliarder kroner ekstra i statskassen næste år. Det vil også bidrage til større lighed i samfundet, siger Frank Aaen.
Som omtalt i Arbejderen i går er regeringens skattelettelser samt skattestoppet netop hovedårsagen til det store hul i statskassen Til næste år koster regeringens og Dansk Folkepartis skattelettelser statskassen over 55 milliarder kroner i tabte skatteindtægter.
Det bekymrer dog ikke Claus Hjort, at der ikke er penge i statskassen til at sætte arbejde i gang. Han hævder, at regeringens finanspolitik med skattelettelser pumper masser af skattekroner ud til privat forbrug, og dermed hindrer arbejdsløsheden i at stige meget mere, end den gør.
- Når vi til finanspolitikken medregner virkningen af de lavere renter, så svarer virkningen til over 70.000 arbejdspladser. Og initiativerne virker med stigende styrke i år og til næste år. Det må aflyse enhver snak om, at regeringen sidder på hænderne, siger Claus Hjort Frederiksen.


Sagt om finanslov

- Regeringen forsøger med finanslovforslaget at tegne et billede af smalhals for dansk økonomi, der skal gøde jorden for nedskæringer og stramninger. Men der er råd til at bekæmpe krisen.
Harald Børsting, LO-formand

- Regeringen har i de gode tider brugt pengene til skattestop, skattelettelser og rødvinsreform! Vi står tilbage med et stort sort hul i statskassen - og regeringen har ingen vej ud af krisen.
Dennis Kristensen, formand FOA

- At regeringen nu stort set blot sætter tal på allerede indgåede politiske forlig er ikke handlekraft. Det er blot genbrug af gamle penge. Og det er et dybt skuffende svar fra finansministeren på en af de største økonomiske kriser i nyere tid.
Thorkild E. Jensen, formand Dansk Metal

- Regeringen har brændt samfundsøkonomien af på skattelettelser i stedet for investeringer i arbejdspladser. Regeringen efterlader danskerne med en kæmperegning, men uden en kurs ud af krisen.
Poul Erik Skov Christensen, formand 3F

- Løsningen er ikke at ignorere de unges problemer, sådan som regeringen åbenbart er indstillet på. Trods finanskrise og underskud er vi tvunget til at investere mere i uddannelse.
Kim Simonsen, formand HK

- Det er helt ubegribeligt, at regeringen lægger op til en nedskæring på bevillingerne på 250 millioner kroner i stedet for tilførsel af midler til at løse de udfordringer, professionshøjskolerne står overfor med frafald og rekruttering.
Hans Beksgaard, formand for professionshøjskolelærerne

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. aug. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:29

Indland