Udmeldingen fra SAS-ledelsen om yderligere besparelser på to milliarder svenske kroner og fyring af 1500 får SAS-aktien til at stige
Da SAS-ledelsen onsdag offentliggjorde et halvårsregnskab med et underskud på 1,3 milliarder kroner, steg kursen på det kriseramte flyselskabs aktier med syv-otte procent.
Kursstigningen skyldes, at SAS-ledelsen samtidig lancerede en ny spareplan på to milliarder svenske kroner. En del af spareplanen er fyring af yderligere 1500 ansatte og krav om, at resten går 10- 20 procent ned i løn og pension.
Nedskæringerne kommer oven i den spareplan på fire milliarder svenske kroner, som SAS søsatte i februar under navnet Core SAS. Planen er senere blevet udvidet til 4,5 milliarder og omfatter også en forringelse af de ansattes overenskomster på 1,3 milliarder kroner.
- Vi har en historisk arv med overenskomster, som er et levn fra monopoltiden. Det handler om effektivisering og omkostningstilpasning, sagde SAS` koncernchef Mats Jansson ved præsentationen af halvårsregnskabet.
- Det er et faktum, det er et krav, vi må igennem med her. Markedet bestemmer. De menneskelige ressourcer må selvfølgelig producere mere, end de gør i dag.
Den nye plan fjerner op mod 1500 job ud over Core SAS-planens allerede halvt gennemførte nedlæggelse af 3000 arbejdspladser
Stillingerne forsvinder blandt andet, fordi SAS tager 21 fly ud af drift og nedlægger en række beflyvninger på feriemål. Det mindsker kapaciteten med næsten 20 procent. Desuden skal de tre nationale selskaber, SAS Danmark, Norge og Sverige, sluttes sammen i ét selskab.
Endelig vil SAS sælge og outsource datterselskaber med tilsammen 5600 ansatte. I alt bliver over 9000 ansatte ramt af omstruktureringer, frasalg og fyringer.
Mats Jansson slår fast, at SAS fortsat satser på forretningsrejsende og dermed på bedre komfort og service end lavprisselskaber. Men omkostningerne skal ned på niveau med lavpris-konkurrenter som Norwegian.
- Forskellen til Norwegian er sunket fra 40 til 20 procent efter forhandlingerne med medarbejderne i februar. Med den nye plan vil vi komme på niveau med Norwegian, vurderer Mats Jansson.
Planen har åbenbart vundet positiv genklang blandt børsinvestorerne, mens de ansatte vender og fagbevægelse tomlen nedad. Forhandlingerne om den nye spareplan starter i september.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278