Den irakiske regering vil ikke gå med til at modtage asylansøgere, hvis de er tvunget hjem
'Vi har meddelt, at vi afviser at tage imod én eneste af dem (irakiske asylansøgere red.) hvis personen bliver tvangshjemsendt til os.'
Ordene fra den irakiske regeringschef, Nuri al-Maliki, giver nu den danske integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) store problemer.
Udtalelsen fra Iraks premierminister Nuri al-Maliki står på regeringens officielle hjemmeside og er bragt før politiets angreb på irakerne i Brorson-kirken på Nørrebro.
'Der findes ikke sådanne aftaler. Snakken om, at der eksisterer sådanne aftaler er led i en forstyrrende hetz, som skal forvrænge regeringens omdømme hos de irakiske flygtninge. Vores aftaler med de europæiske regeringer og de arabiske regeringer er, at de skal sørge for disse flygtninge og tage sig af dem,' skriver Maliki.
Hans udtalelser blev oprindeligt fremlagt på en pressekonference mandag, refereret i avisen Al-Sabah, og senere bragt på premierministerens hjemmeside onsdag.
Senest har det irakiske udenrigsministerium meddelt, at 'den irakiske regering har indgået en række aftaler med venligtsindede lande for at regulere antallet af irakere i udlandet og bane vej for deres hjemvenden på frivillig basis og uden tvang.'
Men integrationsminister Birthe Rønn Hornbech fastholder, at den oprindelige aftale kan medføre tvang.
- Jeg har en aftale i hånden, som vi har indgået med Irak. Hvis der ikke stod tvang, var der jo ingen grund til at lave en aftale. De har altid kunnet rejse frivilligt hjem, siger integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) til Politiken.
I hjemsendelsesaftalen fra den 13. maj 2009 står der, at der er 'mulighed for tvangsmæssig udsendelse af afviste irakiske asylansøgere, som ikke ønsker at medvirke til en frivillig udrejse, og som efter en konkret forelæggelse for de irakiske myndigheder accepteres tilbagetaget til Irak.'
Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslistens udlændinge- og integrationsordfører, kræver en forklaring af ministeren:
- Der er med den irakiske regerings udtalelser opstået en helt ny situation, uanset at der foreligger en hjemsendelsesaftale. Derfor har jeg hasteindkaldt integrationsministeren til samråd. Ministeren må forklare hvad regeringen forestiller sig. Skal irakerne sidde i fængsel på ubestemt tid fra nu af, siger hun til Arbejderen.
Hun vil også spørge ministeren om den meget alvorlige udvikling i Irak i de seneste uger med stigende vold, får regeringen til at genoverveje tvangsudvisningen.
I næste uge kommer en irakisk regeringsdelegation til Danmark for at undersøge afviste irakeres situation og identitet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278