Danske Bank sætter halvårsrekord i indtægter - og på tab. Pengene er tjent på renteindtægter og erhvervskunders behov for at dække sig ind mod krisens virkninger
Danske Bank har i første halvår af 2009 sat indtægtsrekord med 32,3 milliarder kroner. Alligevel ender landets største bank med et resultat efter skat på 'kun' 725 millioner kroner, mod 5,8 milliarder kroner i første halvår af 2008.
Det skyldes først og fremmest, at landets største bank har afskrevet 14,5 milliarder kroner som tab på udlån, viser bankens halvårsregnskab.
- Resultatet er som forventet. De høje indtægter sikrer, at vi har styrke til at modstå betydelige tab. Det er nødvendigt i en tid, hvor samfundsøkonomien fortsat udvikler sig negativt, siger Danske Banks ordførende direktør Peter Straarup.
Næsten halvdelen af Danske Banks tab skyldes aktiviteterne i udlandet, blandt andet fejlslagne bankopkøb i Irland, Finland og Baltikum.
Til gengæld har Danske Bank herhjemme tjent stort på at låne penge billigt og udlåne dem dyrt ud til både privat- og erhvervskunder. Nettorenteindtægterne udgør godt 14 milliarder kroner i første halvår af 2009 - en stigning på 10 procent i forhold til første halvår 2008.
Indtægtsstigningen kommer dog først og fremmest fra bankens såkaldte handelsindtægter, som er steget fra 3,5 milliarder kroner i første halvår af 2008 - før krisen slog igennem - til 12,4 milliarder kroner i dette halvår.
Handelsindtægter stammer fra handel med valuta samt rente- og værdipapirer, som bankerne udfører for store erhvervskunder for at minimere risikoen ved rente- og valutakursudsving, der er særlig store i krisetider.
Danske Bank har med andre ord tjent mere end den har tabt på den nuværende krise. Børsmæglerne i Danske Markets, der står for Danske Banks handel med værdipapirer, kan da også se frem til en samlet bonus på omkring en kvart milliard kroner.
Også bankens realkreditselskab, Realkredit Danmark har med en fremgang i indtjeningen på 22 procent bidraget positivt til bankens resultat. Men her vanker der i stedet fyresedler til 220 ansatte.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278